– Man må undres

Læserbrev af
Lauge Larsen (S), medlem af Regionsrådet for Nordjylland

Tirsdag den 29. Juni vedtog Regionsrådet næsten enstemmigt “Råstofplan 2020”. Det er en god plan med en fin balance mellem benyttelse og beskyttelse.

For Mors er det altid moleret, der er i spil, når der skal laves råstofplaner. I den nye plan er der udlagt interesse- og graveområder til mange års forbrug af moler.

Ændringer og status for Mors er, at Erslevområdet er beskåret og fortsat udlagt som interesseområde. Skarrehage Øst er beskåret (området tættest på kysten er fjernet) og udlagt som graveområde og Stærhøj Øst er helt ude af råstofplanen.

Da der er udlagt moler til mange års forbrug kan det også undre, at Peter Therkildsen og de øvrige borgerlige til det sidste arbejdede for, at der skulle kunne graves moler i Stærhøj. Nu endte det heldigvis med, at både Mosebjerg og Stærhøj er helt ude af råstofplanen, både som interesseområde og som graveområde. Mosebjerg forsvandt allerede i den sidste råstofplan, og så meget mere kan det undre, at disse partier ønskede at ødelægge de fantastiske kystnære områder, som er med til at definere Mors.

Status er således, at der er masser af moler til industrien, og at det lykkedes bl. a. Socialdemokratiet at friholde de helt specielle kystområder på Mors fra at blive udlagt som graveområder.

Foto: Region Nordjylland

Forfatter

Related posts

Top