At publikum er vilde med Thy Rock er der ingen tvivl om.
Som omtalt tirsdag er der indtil videre solgt i omegnen af 8.000 billetter til festen den sidste weekend i juni.
Værre ser det ud i forhold til antallet af frivillige.
De 8 foreninger, som står bag årets fest på Dyrskuepladsen, har foreløbigt kun fået tilsagn fra i underkanten af halvdelen af de op imod 1100 frivillige hjælpere, der er behov for.
– Det er et kæmpeproblem, da vi skal have et vist antal hjælpere for at kunne servicere de 10.000 gæster, der traditionelt kommer til Thy Rock, lyder det fra Hans Peter Jarl Madsen, der er formand for Thy Rock.
De manglende frivillige hjælpere får konsekvenser, hvis problemet ikke løses.
– Vi kigger ind i, at helhedsoplevelsen ved at tage til Thy Rock, bliver dårligere end tidligere år. Det kan f.eks. betyde længere køer ved barerne, at toiletterne ikke bliver rengjort så ofte som tidligere, længere kø ved indgangen og så videre, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Han garanterer dog, at gæsterne vil få en fed koncertoplevelse, men:
– Det er alt det omkring koncerterne, vi kigger ind i bliver med et lavere serviceniveau end tidligere, og det er vi rigtigt kede af, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Økonomiske konsekvenser
Han påpeger, at de manglende hjælpere, risikerer at få store konsekvenser for de otte foreninger bag Thy Rock.
– I år bliver den store test af, hvorvidt vi kan lave Thy Rock i fremtiden i den form, vi kender det i dag. Kan vi ikke bemande barer mv. til 10.000 gæster, risikerer vi at kigge ind i, at Thy Rock 2023 måske skal nedscaleres til at være et endags-arrangement med plads til 5.000 gæster. Det betyder langt mindre økonomi for de otte foreninger og for vores lokale leverandører, påpeger Hans Peter Jarl Madsen.
Alle kan melde sig som frivillige hjælpere til Thy Rock, og man behøver ikke have tilknytning til nogle af de arrangerende foreninger.
Frivillige kan melde sig på følgende to telefonnumre:
– 20196670
– 40456079