Marie Trout fra Thisted midt i brandinferno i Los Angeles

Den amerikanske millionby Los Angeles er i øjeblikket ramt af gigantiske brande, der har sendt tusinder på flugt. Det er usikkert, hvor mange bygninger, der er gået op i røg, men myndighederne mener ifølge CNN, at over 10.000 bygninger, er gået op i røg. 11 mennesker har foreløbigt mistet livet.

Branden har også tråde til Thy, for Marie Trout, som stammer fra Thisted, har de sidste 30 år boet i USA sammen med sin mand, den verdenskendte musiker Walter Trout. De er bosat i Los Angeles-forstaden Huntington Beach, som ligger omtrent en time syd for Los Angeles.

Hun er netop vendt tilbage til USA efter at have holdt jul i Vorupør, og hun fortæller, at er vendt hjem til en usikker og ubehagelig situation.

– Det er nord for os, men det er godt nok ubehageligt for hele området. Det er forfærdeligt. Luften er simpelthen giftig. Jeg går rundt med en kæmpe hovedpine, jeg har haft lige siden, jeg landede, siger hun til TV MIDTVEST, og fortæller, at familien netop er kommet retur til USA – direkte fra Vorupør:

 “Jeg kom fra den smukke dejlige vinterstorm i Vorupør med frisk luft, og landede jeg i det her gifttæppe, som vi jo allesammen går rundt i”, fortæller hun.

Familien er ikke direkte berørt af brandene, da man ligger i sikker afstand fra dem. Men brandene har naturligvis stor indvirkning på situationen i hele Californien.

Også den nordjyske stjerneproducer, og tidligere X-Faktor dommer, Carsten “Soulchock” Schack, der stammer fra Gug syd for Aalborg, er ramt af branden.

Han bor i et af de ramte områder i Los Angeles, men er kommet hjem i sit eget hus igen efter en hæsblæsende flugt – og ikke mindst jagt på sønnen Nikolaj – der befandt sig i den anden ende af byen.

Læs hans historie her.

Foto : Privatfoto

Forfatter
Top