Et stigende antal danske forældre oplever at leve med den mistanke, der følger med, når der bliver lavet en underretning om dem til de sociale myndigheder, skriver Politiken.
På tre år er der sket en firedobling i antallet af gange, hvor omsorgssvigt, vold i hjemmet eller overgreb mod børnene er angivet på underretningerne. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
I 2015 blev disse tre alvorlige mistanker brugt 10.588 gange i underretningssager. I 2018 var tallet steget til 44.075.
Hvor mange underretningssager der i dag bliver vurderet grundløse ligger hen i mørket. Tidligere skulle kommunerne oplyse til Ankestyrelsen, hvordan de fulgte op på underretningerne, men det skal de ikke længere.
I 2014 blev 27 procent af underretningerne henlagt med det samme, fordi der ikke var grund til at følge op på dem. I 2015 var tallet 30 procent.