Massiv interesse for rundvisninger på nyt teater

Interessen for Limfjordsteatrets Hyg & Byg-arrangementer er så stor, at teatret må melde udsolgt til det næste arrangement d. 7. februar.

– Det er nærmest væltet ind med tilmeldinger i løbet af weekenden, så vi har været nødt til at skrive ud til nogle af de sidst tilmeldte, at der er udsolgt, fortæller teaterleder Gitta Malling.

Hun oplyser dog, at der grundet den store interesse vil blive stablet ekstra-arrangement på benene d. 7. marts.

Begge gange finder teatret de store suppegryder frem og inviterer på en portion suppe, garneret med musik og overraskelser undervejs – og så selvfølgelig en rundvisning i det nye byggeri på Limfjordsvej.

– Vi er helt overvældede og meget taknemmelige over den store interesse for at se og høre om det nye teaterhus – både fra lokale og fra folk udefra. Vi får løbende henvendelser fra både større og mindre organisationer og interessegrupper, som ønsker en rundvisning – og det giver vi meget gerne; vi er kun glade for, at vores teaterhus interesserer både morsingboerne og folk fra Holstebro, Aarhus, København og andre steder, siger hun.

Tidsplanen holder
Byggeriet er efterhånden langt fremme. Der lægges trægulve, sættes lofter op, de indvendige glasflader er på vej og elektrikeren knokler med de omfattende elektriske installationer.

– Tidsplanen holder, så vi regner fortsat med at begynde indflytningen i det tidlige forår, siger Gitta Malling.

Byggeriet skrider planmæssigt frem og bliver i løbet af det tidlige forår klar til indflytning. I øjeblikket søges penge til indretningen af det nye teaterhus. Privatfoto

Selv om det er slut med forestillinger i det gamle teaterhus i skolegården, har der endnu ikke været tid til at tage hul på det store nedpakningsarbejde. Forestillingen ”Carl von Cosels Hemmelige Liv” har været på turné det meste af januar, børneforestillingen ”VRED!” er på vej på landevejen og midt i februar vender holdet bag familieforestillingen ”morfarMORFARmorfar” tilbage og begynder at forberede en ny turné.

– Så vi har stadig fuld gang i huset. Men vi sorterer løbende, og om en måneds tid tager det fart. Da begynder vi for alvor at pakke ned, og i løbet af april og månederne frem flytter vi etapevist ind. Vi er i fuld gang med at søge penge hjem til inventar og udsmykning; vi får mange ekstra kvadratmeter at udfylde, siger Gitta Malling.

Men i første omgang skal suppegryderne i sving både 7. februar og 7. marts kl. 20:00. Hyg & Byg-arrangementerne er gratis, dog skal man tilmelde sig pr. mail til post@limfjordsteatret.dk.

Forfatter

Related posts

Top