Messe kan inspirere dit barns fremtidsdrømme

Torsdag den 17. november er det tid igen til Uddannelses- og Erhvervsmessen, som holdes i Sparekassen Thy Arena Mors Hal 1 fra kl. 17.00 – 20.00. Messen har de seneste år været aflyst på grund af corona, så nu glæder arrangørerne sig ekstra meget til at byde velkommen igen.
Dette er en god mulighed for at få en god snak med sit barn om, hvad der kan ske efter folkeskolen. Der er mange muligheder lokalt, så det er godt givet ud at bruge et par timer sammen på at møde nogle af områdets uddannelser og virksomheder.

En god kombination og ny konkurrence
Kombinationen af de mange lokale virksomheder og uddannelser gør messen til et stærkt tilbud for de unge, understreger Susanne Kjærsgaard, Uddannelsesvejleder hos KUI-Mors, hvor man har taget sig af at få de lokale uddannelser med. Der vil være ungdomsuddannelser fra Mors, Thisted og Skive. Vi er glade for at vi igen kan tilbyde denne messe, for den gør en forskel. Nogle bliver inspirerede og opdager nye muligheder blandt uddannelser eller virksomheder, som de ikke har tænkt over før. Andre bliver bekræftede i noget, som de har gået og tænkt over. Noget er det gode ved denne messe er også, at der er rig mulighed for at stille spørgsmål og blive klogere, fortæller Susanne Kjærsgaard.

Hun peger også på, at der blandt de nye tiltag vil være en konkurrence under messen til at motivere deltagerne ekstra. Vi laver en konkurrence, hvor man skal tage billeder af den uddannelse eller det job på messen, som tiltaler en mest. Så kan man vinde et par lækre høretelefoner, hvis man sender foto og en lille begrundelse til os. De nærmere detaljer vil vi oplyse om på messen, siger hun.

Stadig muligt at få en stand på messen
Mange virksomheder har brug for og får brug for fremtidens arbejdskraft, så det kan være godt givet ud at deltage. Morsø Erhvervsråd har stået for at rekruttere de lokale virksomheder til messen. Det er gratis at få en stand på messen, og interesserede virksomheder eller uddannelser kan frem til og med 14. november melde sig til ved at kontakte Susanne Kjærsgaard på 9970 6081 eller skj@morsoe.dk.

Ved at besøge messen får både forældre og elever blandt andet mulighed for:

– at skaffe viden om uddannelsernes indhold

– at få mere viden og forståelse for de krav, der stilles på ungdomsuddannelserne

– at få viden og forståelse for de kvalifikationer lokale virksomheder efterspørger

– at få viden om alternative uddannelsesvej

Foto: Pressefoto

Forfatter
Top