Mette F. trods mindre smitte: Tiden er ikke til at åbne op

Selv om smittetallene er nedadgående, er det alt for tidligt at begynde at snakke om at åbne samfundet op, da den mere smitsomme britiske variant spreder sig i Danmark.

Sådan lyder det søndag aften fra statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

Den delvise nedlukning af Danmark løber i øjeblikket frem til 7. februar. Det gælder blandt andet lukning af skoler, restauranter, store dele af detailhandlen og et forsamlingsloft på fem personer.

De seneste par dage har budt på de laveste smittetal siden slutningen af november. Samtidig er positivprocenten – andelen af positive prøver ud af alle test – den laveste siden starten af oktober.

Men samtidig er den britiske variant af coronavirus, der vurderes at være 50 til 74 procent mere smitsom, blevet mere udbredt i Danmark.

Den britiske variant er baggrunden for nedlukningen. Den kan ifølge Statens Serum Institut (SSI) blive den dominerende variant af coronavirus inden for de kommende måneder – måske allerede i februar.

Derfor mener Mette Frederiksen ikke, at tiden er til at lempe på restriktionerne.

– Vi risikerer at tabe kontrollen. Vi skal have smitten ned. Vi bliver nødt til at holde fast og kæmpe videre, skriver hun.

Der er søndag registreret 283 tilfælde af den britiske variant i Danmark. Det reelle tal er en del højere, da man frem til starten af 2021 ikke har kunnet screene alle positive coronaprøver for varianten.

Den britiske variant har indtil videre været i 8,2 procent af de analyserede positive prøver i uge 2, hvor der dog ikke er analyseret så mange test endnu.

Det er en stigning fra 3,8 procent i uge 1 og 2,4 procent ugen før.

/ritzau/

Forfatter

Related posts

Top