Mette Jensen bliver ny koncerndirektør i Region Nordjylland

Regionsrådet har godkendt, at Region Nordjyllands nye koncerndirektør hedder Mette Jensen. I sin nye rolle får Mette Jensen særligt ansvar for økonomi, et felt hun er velbevandret i efter knap ni år som økonomidirektør i naboregionen.

– I et stort og stærkt ansøgerfelt fandt ansættelsesudvalget en oplagt kandidat til posten. Mette kommer bl.a. med stærke faglige og ledelsesmæssige kompetencer, en omfattende indsigt i regional økonomi, praksissektoren og andre opgaver, der ligger forude. Og så har hun i tidligere job vist, at hun er en dygtig formidler og rådgiver, som formår at samle om gode løsninger, siger regionsdirektør Jakob Krogh. 

Mette Jensen bor i Aalestrup og er uddannet cand.merc. Før hun for knap ni år siden blev økonomidirektør i Region Midtjylland, var hun bl.a. souschef i Koncernøkonomi og økonomichef på Regionshospitalet Randers.

– Når man som jeg hver dag bruger mange timer på tal og økonomi, så kan man måske ind imellem miste fornemmelsen af, at vi jo i bund og grund er her for at levere sundhedsydelser til borgerne. Derfor er det en mærkesag for mig, at vi altid husker hinanden på, at vi er her for at sikre mest mulig sundhed for pengene, siger Mette Jensen om sin tilgang til ledelsesopgaven.

Mette Jensen tiltræder 1. marts og afløser Kim Mikkelsen, der går på pension. Herefter består Region Nordjyllands direktion af regionsdirektør Jakob Krogh, koncerndirektør Anne Bukh og koncerndirektør Mette Jensen.

Forfatter
Top