Lægevidenskaben og den almene sundhed og trivsel har opnået en milepæl – Region Nordjylland melder ud i en pressemeddelelse, at den første speciallæge i almen medicin, som er færdiguddannet fra Aalborg Universitet, slår sig ned i Thisted. Det er både en milepæl for universitetet, men også et vigtigt skridt i den rigtige retning mod at afhjælpe manglen på praktiserende læger i regionen.
En milepæl for Nordjylland
Siden medicinstudiet kom til Aalborg for tolv år siden, har håbet været, at uddannelsen kan være med til at tiltrække og fastholde læger i hele regionen. Nu bliver den første speciallæge i almen medicin fra Aalborg Universitet færdiguddannet, og han bidrager til håbet ved at slå sig ned som praktiserende læge i regionen.
– Jeg bor lokalt, uddanner mig lokalt og ønsker også at arbejde lokalt. Derfor åbner jeg nu en klinik i Thisted, siger 38-årige Morten Falshøj Pedersen.
Under sin speciallægeuddannelse var han i en etårig introstilling i Thy, og det var her, han fik øjnene op for området.
– Jeg har fået et godt sammenhold med de andre yngre læger, og det har givet mig nogle gode kollegaer og et godt netværk i området. Og lige så vigtigt så går jeg godt i spænd med thyboerne og deres rolige sind, så jeg synes, jeg passer godt ind som familielæge i området. Jeg sætter stor pris på, at mit uddannelsesforløb har været med til at præge mig i den retning, lyder det fra Morten Falshøj Pedersen, der bor på Mors.
Behov for flere praktiserende læger
Morten Falshøj Pedersens beslutning om at blive i Thisted skaber glæde og stolthed både på universitetet og i regionen.
– Det viser, at vores regionale lægeuddannelse har utrolig stor betydning for, at vi fremadrettet kan få de praktiserende læger, vi har brug for i Nordjylland, siger Lars Hvilsted Rasmussen, dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet, som medicinuddannelsen hører under. Han fortsætter:
– Fra universitetets side har vi et meget tæt samarbejde med almen praksis i Nordjylland, hvor de medicinstuderende tilbringer perioder under uddannelsen. Efter min overbevisning øger det sandsynligheden for, at vores studerende vælger at slå sig ned regionalt, når de allerede har opbygget et netværk til kollegaer såvel som patienter.
Og der er behov for, at flere bliver lokalt. Lige nu driver regionen nemlig seks såkaldte regionsklinikker og har en privat aktør til at drive fire udbudsklinikker, fordi der aktuelt ikke er nogen praktiserende læger, der er interesseret i at drive klinik i de pågældende områder. Det er regionens førsteprioritet, at de enkelte klinikker er ejet af praktiserende læger, der driver klinikken i henhold til overenskomsten.
– Jeg håber, at flere praktiserende læger over de kommende år vælger et arbejdsliv her i Nordjylland, for vi har brug for dem. De praktiserende læger er det bedste nære sundhedstilbud for patienterne – og samtidig bidrager de praktiserende læger til at sikre lighed i sundhed i alle dele af Nordjylland, så patienterne i oplandsbyer såvel som i store byer har mulighed for en god lægedækning, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Yderligere information
– Det tager seks år at blive færdiguddannet læge. Herefter kan man tage en speciallægeuddannelse, som tager op mod seks år yderligere. Speciallægeuddannelsen i almen medicin giver adgang til at blive praktiserende læge.
– Da medicinuddannelsen på Aalborg Universitet blev oprettet i 2010, var der 50 studiepladser. I dag er der 179 studiepladser. Indtil videre er i alt 391 studerende blevet færdige som kandidat i medicin fra universitetet.
– I dag torsdag den 1. september åbner Lægerne Bølgen i Behandlerhuset Dokken i Thisted. Morten Falshøj Pedersen og Søren Kæseler Andersen driver klinikken som en kompagniskabspraksis.
Foto: Pressefoto