Miljøministeren udpeger ny bestyrelsesformand for Nationalpark Thy

Miljøministeren har udpeget Karen Louise Erichsen til ny formand for nationalparkbestyrelsen med det overordnede ansvar for Nationalpark Thy.

Med en cand.mag.-uddannelse suppleret af en lederuddannelse og 11 års erfaring som drivkraft bag adskillige udviklingsprojekter i Thy, bringer Karen Louise et indgående kendskab til lokalområdet og en solid erfaring fra både det offentlige og private erhvervsliv.

Siden 2019 har hun drevet sit eget rådgivningsfirma, KLE Rådgivning, hvor hun arbejder med projektudvikling, projektledelse og fundraising. Aktuelt fungerer hun som projektleder for etableringen af SMK THY, Naturlandsbyen i Doverodde samt Bryggekulturens Hus i Thisted. Derudover er hun bestyrelsesformand for Thisted Gymnasium og driver med sin familie slægtsgården Skibstedgaard I/S, der tilbyder kurser, naturnære ophold og arbejder med naturpleje.

Gården er en historisk Limfjordsgård med rødder tilbage til 1400-tallet. Her gennemføres i øjeblikket et naturprojekt med Den danske Naturfond, hvor en del af landbrugsjorden sættes ud af drift med henblik på at sammenlægge den med eksisterende naturområder for at skabe et sammenhængende område med varieret, vildere natur. Projektet skal fremme biodiversiteten i et område, der ligger mellem fuglebeskyttelsesområdet Skibsted Fjord og det fredede hedeareal Ydby Skjold, samt dæmme op for udvaskning af næringsstoffer til Skibsted Fjord, hvilket vil gavne vandmiljøet.

“Jeg er meget stolt af miljøministerens udpegning, og jeg glæder mig til at bidrage til den fortsatte udvikling af Nationalpark Thy. Den største samlede del af verdens klithede findes i nationalparken, og det er en sårbar og helt særlig natur, som vi skal værne om. Nationalparken har desuden en enorm betydning for Thy som område og for turismeerhvervet. Det forpligter, og jeg ser frem til at tage fat på opgaverne sammen med bestyrelsen, rådet, sekretariatet, nationalparkens mange frivillige og samarbejdspartnere, siger Karen Louise Erichsen i en pressemeddelelse.

Karen Louise overtager formandsposten fra Torben Juul-Olsen, der i sine 8 år og 2 måneder som formand har været med til at realisere en lang række naturprojekter på private arealer.

Under hans ledelse blev bl.a. landbrugsarealer omdannet til natur, hvilket har givet sand og vand mulighed for at præge det karakteristiske landskab og skabe gode betingelser for klitnaturens specialiserede arter. Torben Juul-Olsen spillede desuden en afgørende rolle i løsningen af ”de minimis-problematikken”, så de danske nationalparker siden november 2023 har kunnet udbetale kompensation til lodsejere, der deltager i større naturprojekter.

I løbet af hans formandsperiode er desuden det store formidlingsprojekt “Trædesten til naturen – mageløse oplevelser og fortællinger i Nationalpark Thys storslåede og vilde klitnatur” for 84 mio. kr. blevet realiseret. Projektet har blandt andet omfattet restaurering og nyindretning af Lodbjerg Fyr, etablering af Nationalparkcenter Thy samt en udstilling i tilknytning til Hanstholm Fyr. Initiativet har været med til at tiltrække besøgende tættere på den 244 kvadratkilometer store og unikke natur i Nationalpark Thy. Tidligere havde parken et enkelt infohus på Stenbjerg Landingsplads med ca. 12.000 årlige besøgende og omkring 70 frivillige – i dag tiltrækker de besøgsstederne over 200.000 gæster om året og har et frivilligkorps på ca. 275 engagerede personer.

”Det har været 8 spændende år. Jeg har lært en masse og fået mange nye bekendtskaber. Det har været et utroligt givende samarbejde med bestyrelse, råd, ansatte og frivillige. En stor tak fra mig for en spændende tid med mange spændende oplevelser undervejs, siger Torben Juul Olsen i forbindelse med skiftet.

Nationalpark Thys sekretariat er klar til at tage godt imod Karen Louise og resten af den nye bestyrelse under devisen ”For naturen, gennem mennesker”. Karen Louise Erichsen tiltræder som formand for nationalparkbestyrelsen 1. marts 2025, og er udnævnt for en 4-årig periode.

Fotos : Nationalpark Thy

Forfatter
Top