I den kommende tid zoomer vi ind på række personer, som er kendt fra det lokale mediebillede. I dagens portræt kan du komme en smule tættere på Mikkel Johansen, Erhvervschef for Thy Erhvervsforum.
Mikkel Johansen tiltrådte i midten af januar stillingen som Erhvervschef under Thy Erhvervsforum. Han fortæller om en hektisk start, særligt de seneste måneder hvor COVID-19 i høj grad har præget arbejdsdagen:
– Vi har altid arbejdet for at skabe vækst for vores erhvervsliv. De sidste måneder har vi kæmpet for at hjælpe virksomhederne med at overleve i stedet. Situationen har været meget usikker, og det har også sat sine spor i Thy Erhvervsforum ift. indsatser mv, fortæller han.
Mikkel Johansen, der tidligere har været erhvervschef i både Sønderborg og Tønder, fortæller, at sommerferien skal bruges i selskab med sin kone og to børn, samt sine forældre og gode venner. Store dele af ferien skal tilbringes i familiens sommerhus ved Nr. Lyngby.
Og selvom alle de kloge hoveder opfordrer til, at man bruger ferien til at stresse af bl.a. ved at afholde sig fra at læse arbejdsrelaterede mails, så forholder det sig lige modsat hos erhvervschefen. Han tjekker nemlig løbende sin indbakke, fortæller han:
– Jeg ved det er en dårlig vane, men jeg føler mig mest afslappet på den måde, når jeg ved, at jeg ikke kommer retur til en proppet indbakke. Derudover kan jeg godt lide at høre musik på min tlf. læse og hygge om Weber-grillen med en god vin i glasset, fortæller han når han skal sætte ord på hvordan han bedst lader batterierne op. I den forbindelse afslører han også en lille hemmelighed:
– Jeg kan faktisk også godt lide at bage en brunsviger i ro og mag – det er min yndlingsskage, og jeg får den kun, hvis jeg selv bager den.
Den sukkerholdige, hjemmebagte er dog næppe nok til at holde energiniveauet i top når hverdagen kalder efter sommerferien, hvor Mikkel Johansen sammen med sit team skal have udarbejdet en handleplan for resten af året som noget af det første.