Minister vil bremse store trafikdræbere med ny køreuddannelse

Uopmærksomhed, hastighed og spirituskørsel.

Det er nogle af de væsentligste årsager til, at der sker dødsulykker i trafikken.

Og det er også derfor, at det er netop de tre trafikdræbere, transportminister Benny Engelbrecht (S) håber at dæmme op for med en ny køreuddannelse.

– Alle tre ting handler jo bassalt set om adfærd, siger Benny Engelbrecht og fortsætter:

– Vi er simpelthen nødt til at have fokus på den menneskelige adfærd, og derfor skal vi ændre vores køreuddannelse, så der er mere fokus på det pædagogiske og på adfærden. Så må man lære udenadslæren om tavler og trafikregler på en mere digital platform, siger han.

Køreuddannelsen er sidst opdateret i 1986. Og derfor er det ved at være på tide, at den bliver støvet af, mener regeringen.

I denne uge tager Benny Engelbrecht det første indledende møde med Folketingets transportordførere. Mødet tager han på baggrund af en rapport, som Færdselsstyrelsen offentliggør tirsdag fra Det Norske Universitet.

I rapporten er der anbefalinger til ændringer af den danske køreuddannelse. Anbefalingerne handler blandt andet om flere undervisningstimer i adfærd og risikovurdering og mere øvelseskørsel.

Det norske indspark er ifølge ministeren relevant, fordi køreuddannelsen i Norge er kendt for at være nytænkende. Den blev lavet om for nogle år siden, og det har vist gode resultater.

– Her har vi en rapport, som er et godt udgangspunkt for de videre diskussioner, siger Benny Engelbrecht.

– I sidste ende skal det fremlægges for Færdselssikkerhedskommissionen, så vi kan få lavet et så helstøbt forslag til en køreuddannelse som muligt.

Selv om regeringen og Folketingets partier altså allerede nu sætter gang i arbejdet, er det transportministerens forventning, at et egentligt lovforslag først vil være klar i det nye år.

/ritzau/

Arkivfoto: Kelds Køreskole, Mors

Forfatter

Related posts

Top