I snart syv fulde uger har klasselokale, tavle og kridt været byttet ud med computerskærme for skoleeleverne i de ældste klasser.
For lærerne kan det være en udfordring at blive ved med at være kreative, når de skal fjernundervise deres elever.
Derfor præsenterer børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) række tiltag, der skal hjælpe lærerne med at styrke kvaliteten af fjernundervisningen. Det bliver også kaldt nødundervisning.
– Hensigten er, at vi får smidt noget kul på kvaliteten af fjernundervisningen, som er et fuldstændig nyt fænomen i Danmark, siger ministeren.
Ministeriet vil blandt andet lave særlige undervisningsforløb for eleverne i 6. til 10. klasse, som lærerne kan bruge til at undervise ud fra. Det vil blive tilgængeligt drypvist efterhånden, som det bliver færdigt.
Lærerne skal desuden have mulighed for sparring og for at deltage i online seminarer – kaldet webinarer.
Hvornår de ældre elever kan vende tilbage til klasseværelserne er uvist.
Foto: Steen Brogaard