Poul Madsen, tidl. chefredaktør på Ekstra Bladet, er kendt for sin politiske indsigt, skarpe tunge og sit humoristiske blik. Når han den 12. marts gæster Limfjordsteatret på Mors, vil han guide publikum gennem det politiske landskab, som det ser ud netop nu.
Limfjordsteatret og Morsø Folkebibliotek inviterer sammen til foredraget med titlen ”Inden for murene – dansk politik uden filter”, hvor den tidligere meget markante chefredaktør, nuværende debattør og politiske kommentator på bl.a. Altinget samt News & Co på TV2, vil levere et både underholdende og tankevækkende foredrag om medier, politik og personlig udvikling.
I en tid med store forandringer er det politiske spil blevet mere uforudsigeligt end nogensinde før. Hvem kunne for fem år siden have forudset, hvor vi er i dag? Og hvem tør spå om, hvem der sidder på magten om yderligere fem år? Det gør Poul Madsen.
Foredraget dykker ned i de seneste udviklinger, giver en forståelse af de underliggende kræfter og forudsiger måske endda fremtidens politiske landskab. En aften med indsigt, humor og mulighed for at stille spørgsmål og udfordre Poul Madsens synspunkter.
INFO
Foredraget holdes onsdag 12. marts i den store sal på Limfjordsteatret Mors kl. 19:30 og varer to timer uden pause. Billetterne koster 150 kr. pr. stk – eller 120 kr. pr. stk., hvis man er en gruppe på mindst otte (plus bestillingsgebyr). De kan bestilles på teatrets hjemmeside www.limfjordsteatret.dk.
Foto : Emil Jakobsen