Mohamed har fået forlænget sin opholdstilladelse

Den meget omtalte somaliske slagteriarbejder Mohamed Ibrahim fra Thisted har fået forlænget sin opholdstilladelse.

Det skriver DR P4 Midt & Vest.

Forlængelsen er blevet givet efter et møde i Flygtningenævnet.

23-årige Mohamed Ibrahim kom til Danmark i 2013, og det seneste år har været turbulent for den somaliske slagteriarbejder. I slutningen af 2017 besluttede Udlændingestyrelsen nemlig at inddrage hans opholdstilladelse.

Mohamed Ibrahim, der arbejder på Tican-slagteriet i Thisted, er en af 929 somaliere, som har fået inddraget deres opholdstilladelse eller ikke har fået den forlænget, fordi Udlændingestyrelsen vurderer, at forholdene i Somalia er blevet mere sikre.

Ad flere omgange har han været af den opfattelse, at han opfyldte kravene for at blive i Danmark. På et tidspunkt blev han for eksempel sat på natholdet for at komme over den fastsatte grænse for, hvor meget man skal tjene for at blive i landet. Men den mulighed forsvandt, fordi hans høje løn var afhængig af tillæg og akkord hvilket ikke var i overensstemmelse med de gældende regler.

Hans advokat Julia Jensen forklarer til DR P4 Midt & Vest, at Mohamed Ibrahim kun for forlænget sin ophold, fordi sagen blev behandlet efter de gamle regler.

– Dommeren gjorde i afgørelsen meget ud af at forklare, at sådan ville det ikke være fremadrettet, hvis vi ikke var kørt under de gamle regler. Og dommeren sagde rent ud, at så ville Mohamed ikke have fået forlænget sin opholdstilladelse på baggrund af den tilknytning, han har, fortæller Julia Jensen til P4 Midt & Vest.

Foto: nnf.dk

Forfatter

Related posts

Top