Mors : Ansøgningsperiode åben for VE-projekter i energizoner

Fra den 3. marts til den 27. april 2025 kan interesserede projektudviklere indsende forslag til nye vedvarende energianlæg inden for de to udpegede energizoner på Mors. 

Open Call er en åben ansøgningsproces, hvor projektudviklere kan fremsende forslag til VE-anlæg, der kan bidrage til kommunens mål om at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2030. Baggrunden for Open Call er kommunalbestyrelsens vedtagelse af VE-forliget den 26. november 2024, hvor to energizoner på Mors blev udpeget som potentielle områder til etablering af nye vindmøller eller hybridanlæg bestående af sol- og vindenergi. 

Kommunens nuværende energiproduktion forventes allerede fra 2025 ikke at kunne dække det stigende elforbrug, og de eksisterende vindmøller nærmer sig enden på deres levetid. 


Proces for borgerinddragelse
For at sikre, at den grønne omstilling gavner både borgere og virksomheder på Mors, har kommunalbestyrelsen vedtaget en procesplan for borgerinddragelse. Projektudviklere, der ansøger om at etablere VE-anlæg, forventes at deltage i dialogmøder med lokalsamfundet for at sikre et samfundsøkonomisk bæredygtigt projekt. Disse møder faciliteres af en ekstern proceskonsulent. 

Projektforslag skal benytte Morsø Kommunes ansøgningsskema for VE-projekter samt redegøre for, hvordan de forholder sig til kriterierne i VE-forliget. Kun projekter, der ligger helt inden for de afgrænsede energizoner, vil blive vurderet og forelagt politisk behandling. 

Beslutning til juni
Efter endt ansøgningsperiode vil kommunens administration screene de indkomne projektforslag for at sikre overholdelse af relevante tekniske og planmæssige krav. Kommunalbestyrelsen forventes at træffe beslutning om, hvilke projekter der kan igangsættes, senest i juni 2025. De udvalgte projekter vil derefter indgå i en proces med administrationen for at udarbejde planforslag og miljøvurdering. 

Morsø Kommune ser frem til at modtage innovative og bæredygtige projektforslag, der kan bidrage til kommunens mål om en selvforsynende og grøn fremtid. 

Se mere om Open Call via www.mors.dk/opencall  

Foto : Morsø Kommune

Forfatter
Top