Mors byder på gys og grin i efterårsferien

Efterårsferien kommer til at sitre af (u)hygge og gys, når Mors byder på en kæmpe fejring af Halloween. Mors Handel, Museum Mors, Morsø Folkebibliotek og Jesperhus gyser i efterårsferien. De besøgende i gågaden kan glæde sig til den store Halloween parade, græskarudskæring, ansigtsmaling, rottejagt, levendegørelse på Museum Mors og meget mere.

Gågaden i Nykøbing danner rammerne om fire dage med aktiviteter og arrangementer med gys og gru fra onsdag til lørdag den 16.-19. oktober i efterårsferien.

Nykøbings gågade og torve forvandles og udsmykkes i anledning af Halloween i hele efterårsferien.

Igen i år er det eleverne fra FGU Nordvest Morsø, der har fået til opgave et producere noget af halloween udsmykningen sammen med Lødderup Friskole og MC Holm Skolens elever.

– Vi oplever en stor opbakning fra butikkerne i gågaden, vores samarbejdspartnere og faktisk fra hele Mors, som bidrager til at vi får et Halloween ud over det sædvanlige på Mors, fortæller Mette Damholt fra Handelsstandsforeningen.

På Kirketorvet holder Halloween værkstedet åben onsdag og fredag med tattoo-bar, græskarudskæring, Hama-perler og med mulighed for at male på sten og glas helt gratis. Det er brugere og personale fra Aktivitetscenteret, Klubben og Morsø Kompetencecenter, som står for Halloween værkstedet. Ugens program byder også på dukketeater i Fakta, børnebio, skattejagt på Morsø Folkebibliotek og rottejagt på Museum Mors.

– Igen i år har vi Museum Mors med. De har rottejagt i dagtimerne og onsdag aften er det Fru Riges skygge, gru og genfærd, som spøger på Dueholm Kloster. Fredag aften er for de større børn på 10 år og derover, når der er levendegørelse på museet. Det var en stor succes sidste år med masser af gys til de modige, fortæller Mette Damholt, en af tovholderne i Mors Handels Halloweenudvalg.

Halloween Parade onsdag aften
Når mørket falder på onsdag aften, gøres der klar til den store Halloween-parade, som går gennem byen. Paraden starter på Støberitorvet ved Morsø Folkebibliotek kl. 19 og slutter på Rådhustorvet cirka kl. 19.40, hvor borgmesteren holder en afslutningstale.

Igen i år er det Limfjordsteatret, der står for at koordinere og festliggøre paraden. Alle er velkomne til at gå med eller bare se på.

Inden paraden kan børnene få sat uhyggeligt hår hos byens frisører – Cut’N Care, Salon Hair, Hårtoppen og Venus Frisør, og blive sminket på museet, biblioteket eller i Halloween værkstedet på Kirketorvet.

Da der er stort pres på sminkestationerne, er der i år sørget for ekstra hænder til denne post.

I samarbejde med Limfjordsteatret har vi arrangeret et gratis sminkekursus for de frivillige, der har givet deres accept til at give en hånd med, både som “tak for hjælpen”, men også for at klæde dem godt på til opgaven.

– Jeg ser igen i år frem til paraden onsdag aften, som bare vokser og bliver flottere for hvert år. Jeg håber mange vil benytte efterårsferien til at invitere familie og venner til Halloween på Mors, fortæller Ellen Philipsen Dahl, formand for Beskæftigelses- og Erhvervsudvalget i Morsø Kommune, som støtter op om Halloween.

Årets aktiviteter arrangementer finder sted fra onsdag den 16. oktober til lørdag den 19. oktober.

Se hele ugens program via www.halloweenmors.dk

Forfatter

Related posts

Top