– Når vi ikke kunne stemme for forslaget forleden skyldes det at vi finder det uheldigt, at man ikke inddrager Skarregaard i markedet.
Sådan siger Morsø Kommunes borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) om Venstre’s afslag på en ansøgning om 80.000 kroner fra Udviklingspuljen til etableringen af et nyt julemarked på Støberitorvet i Nykøbing.
Det er Museum Mors, som indtil i år har stået for driften af landbrugsmuseet Skarregaard, der sammen med en række samarbejdspartnere – herunder Mors Handel, Morsø Folkebibliotek og Danmarks Skaldyrshovedstad – ønsker at arrangere det bynære julemarked.
Argumenter klinger hult
Men borgmesterens argumenter for afslaget på ansøgningen klinger i første omgang hult i museumsdirektør Anders Have Espersens ører:
– Det er min klare opfattelse, og har hele tiden været det, at den nye bestyrelse på Skarregaard selv ville lave et julemarked i den ånd, som vi i museet sammen med gode frivillige i en årrække har drevet det, begynder han.
Der er i planlægningsfasen bl.a. taget hensyn til at placere et eventuel nyt julemarked på et andet tidspunkt, så de to ting ikke falder sammen med hinanden
– Samtidig har vi planlagt en række aktiviteter, der klart skiller sig ud fra julemarkedet på Skarregaard, lyder det fra Anders Have Espersen, der samtidig understreger, at man fra museets side har et klart ønske om, at der bliver et julemarked på Skarregaard.
– Vi tror også på, at Mors sagtens kan bære to julemarkeder. Jeg må dog indrømme, at vi ikke har overvejet, at det skulle være i den nye bestyrelse på Skarregaards interesse at deltage i et julemarked på Støberitorvet.
Håber på samarbejde
Og netop et samarbejde håber Hans Ejner Bertelsen kan komme på tale. Den nye forening bag Skaregaaard bør nemlig involveres i et eventuel fremtidigt julemarked inde i byen, lyder det fra borgmesteren:
– Det har været ”deres” gennem mange år og når de nu skal ”stå på egne ben” finder vi, at de burde indtænkes i et nyt julemarked..
Til det siger Anders Have Espersen:
– Vi vil naturligvis gerne samarbejde med den nye bestyrelse på Skarregaard, ikke mindst omkring synergien mellem Skarregaard og Fossil- og Molermuseet, men i forbindelse med det nye julemarked har vi allerede truffet aftaler med en række andre samarbejdspartnere.
– Fra museets side har vi valgt at sende en ny og revideret ansøgning afsted til udvalget, da vi håber på, at de måske alligevel kan se, at der er potentiale i ideen, slutter museumsdirektøren.
LÆS OGSÅ:
Arkivfoto: Mors Handel