Projektet Nye Veje, der handler om fremtidens sundhedsvæsen i et samarbejde mellem region, kommune og almen praksis, er en succes.
Region Nordjylland har i en seksårig periode fået tilladelse af Sundheds- og Ældreministeriet til at udfordre tænkningen og visionerne om fremtidens primære sundhedsvæsen. Projektet kører som et partnerskab mellem Morsø Kommune og Region Nordjylland, og formålet er, at patienter og borgere skal opleve effektive og sammenhængende forløb i det offentlige sundhedssystem.
Projektet er nu halvvejs, og VIVE, det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har netop offentliggjort sin midtvejsevaluering af projektet, og rapporten viser generelt positive takter.
– Projektet har givet os muligheder for at igangsætte initiativer, vi ellers ikke ville have haft mulighed for, så det er en stor gevinst for Mors at være en del af projektet, siger borgmester i Morsø Kommune Hans Ejner Bertelsen (V) i en pressemeddelelse.
Også kommunaldirektør i Morsø Kommune Rikke Würtz er begejstret:
– For os på Mors er det meget positivt at være en del af Nye Veje. Det er en fornøjelse at følge de enkelte initiativer i partnerskabet og se, at der kommer fokus på de enkelte dele på tværs af vores systemer, hvilket gør den store forskel for borgerne. Nøgleelementet er, at vi holder øjnene rettet mod den hele fælles indsats for den enkelte og ikke kun hver vores sektors bidrag til indsatsen – det virker og giver gode resultater, siger hun.
Digitalisering spiller en stor rolle
En at de ting, der spiller en stor rolle i mange af initiativerne, er digitalisering. Det er med til at give en nærhed i sundhed, der rent geografisk er en udfordring på Mors, men også i det hele taget en nemmere og hurtigere adgang til sundhedsvæsnet.
Blandt de initiativer, der er taget rigtig godt imod af borgerne, er videokonsultation med praktiserende læge. Patienterne er ikke afhængige af at have en læge til stede i lægehuset på Mors alle dage, men kan logge på online, selvom lægen befinder sig et andet sted i landet. Det giver større fleksibilitet både for læge og patient.
For patienter, der går til ambulant kontrol på hospitalet i Aalborg, er det blevet muligt for nogle specialer at have online kontroller. Det sparer patienten for mange timer på landevejen og giver patienterne overskud og tid til andre ting.
Et sidste eksempel er Psykiatriens Center for Pårørende, der holder til i Aalborg, og er et tilbud til familier, hvor mor eller far er ramt af psykisk sygdom. For de familier kan det i særlig grad virke uoverskueligt at skulle til samtale i Aalborg, men med en videoløsning kommer samtalen så at sige hjem i stuen.
Udover fraværet af transport har videoløsningen den fordel, at familien befinder sig i trygge omgivelser i hjemmet, og det kan i nogle situationer give bedre betingelser for samtalen.
Fastholdelse af gode intentioner
En af de ting, der har haft betydning for projekterne, og som i høj grad beror på nytænkning af systemet, er afregningsmodellen for almen praksis.
Den traditionelle afregning fra almen praksis til region har været sat ud af spil, fordi projektet har kørt med regionsklinikken i Øster Jølby, som pr 1. april er overgået til klinik på almindelige overenskomstmæssige vilkår.
Det vil for eksempel sige, at en borger har kunnet snakke med sin læge om flere forskellige emner til samme konsultation, og altså ikke har skullet bestille flere tider over flere dage for at snakke om flere emner. Det har givet langt færre kontakter pr borger og har helt klart en værdi for borgeren, at man kan slå flere fluer med et smæk.
– Når vi snakker fastholdelse og udbredelse af vores gode erfaringer, ser vi frem til, hvordan vi kan fastholde det i samarbejde med de praktiserende læger på Mors, som fremadrettet kommer med ind i processen, siger koncerndirektør i Region Nordjylland Anne Bukh.
I fremtiden er det planen at fremhæve de gode erfaringer fra Mors og få dem bredt ud i resten af Region Nordjylland:
– Men da også gerne i resten af Danmark, lyder det fra regiosrådsformand Ulla Astman (S).
LÆS OGSÅ: