På torsdag spiser Mors igen sammen.
Med store og små fællesspisninger rundt om på øen ønsker Frivilligcenter Mors at gøre det lettere at møde mennesker og at invitere til samvær og fællesskab.
Morsingboerne opfordres til at mødes privat og tænde for radioen. Radiokanalen Limfjord Slager vil som altid sende de taler ud, som bliver holdt på aftenen. Desuden er der via radioen mulighed for fællessang rundt om i de forskellige hjem, hvor håbet er, at værten vil invitere fx. naboen, tilflytteren eller underboen på hyggeligt samvær.
Der vil desuden være mulighed for fællesspisning i Ørding Forsamlinghus. Som altid er der gullasch på menuen. Kommunaldirektør i Morsø Kommune, Rikke Würtz, står for årets hovedtale.
Mors Spiser Sammen er en del af Danmarks Spiser Sammen, hvor der er fokus på ensomhed ved at bringe mennesker sammen, der ikke normalt mødes.