Mors-Thy Håndbold blev nedlagt i Silkeborg

Mors-Thy Håndbold kom i den grad ned på jorden igen efter den flotte sejr over Skjern Håndbold, da de blåblusede, der i anledning af udebanen spillede i gult, fredag aften mødte Bjerringbro-Silkeborg på sidstnævntes hjemmebane.

Værterne vandt overbevisende 30-21, og tildelte Mors-Thy Håndbold sæsonen indtil videre største nederlag.

Cheftræner Søren Hansen var skuffet, men afklaret efter kampen og havde ros til dagens modstander:

– På en dag som i dag (fredag, red.), hvor vi ikke rammer noget, så bliver vi alvorligt straffet. Kampen bliver punkteret allerede i første halvleg, hvor vi taber stort set alle dueller, og hvor vores keepere har svære arbejdsbetingelser. Det bliver bedre i anden halvleg, hvor forsvaret stepper op, og hvor Søren P. har nogle redninger, fortalte han efter kampen til klubbens hjemmeside.

Mors-Thy Håndbold ligger efter nederlaget på 11. pladsen i ligaen.

Mors-Thy Håndbold spiller næste kamp mod KIF Kolding på hjemmebane på Mors på søndag.

Foto: Morsthy.dk

Forfatter

Related posts

Top