Mors-Thy Håndbold fik den bedst tænkelige start

Mors-Thy Håndbold fik den bedst tænkelige start på den nye sæson.

I weekenden blev det til en sejr på 30-25 over oprykkerne fra TMS Ringsted. Det var første gang siden starten af april sidste år, at Bette Balkans helte vandt i arenaen i Nykøbing.

Samtidig var det første ligasejr til nye cheftræner Jonas Wille:

– På hjemmebane og mod et nyoprykket hold, som alle forventer at vi skal slå, så er det klart en lettelse at vinde – både for holdet og for mig selv. Selv om vi ikke har snakket om det, så ved man jo godt inderst inde, at vi har alt at tabe, udtaler han til klubbens hjemmeside.

Særligt den nytilkomne keeper Rasmus Bech stemplede ind i kampen. Med 12 redninger på 27 forsøg var hans indsats mere end godkendt:

Skridtet fra den norske liga til den danske har været større end jeg troede – spillerne her skyder lidt hårdere og lidt bedre, og både træning og træningskampe har været op og ned. Så det var dejligt – overfor mig selv og overfor publikum at vise, at jeg har niveauet til at være med her, siger Rasmus Bech til morsthy.dk.

På onsdag møder Mors-Thy Håndbold TTH Holstebro i Gråkjær Arena.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top