Mors-Thy Håndbold og cheftræner Niels Agesen har forlænget aftalen med yderligere 2 år, når den nuværende kontrakt udløber til sommer 2024. Aftalen er kommet i hus efter en proces, hvor det har været vigtigt for begge parter at sikre, at man har ønske om den samme retning i forhold til strategi og udvikling.
– På det sportslige plan har jeg aldrig været i tvivl om forlængelse, men det har været vigtigt for mig, at vi var enige om grundlaget for den fortsatte udvikling, herunder strategien for klubben, strukturen i det daglige og rammerne for spillerne, som er forudsætningen for, at vi også fremover kan være en tydelig del af Herreligaen, lyder det fra Niels Agesen.
– Kombinationen af at have talentfulde unge spillere og erfarne topspillere og at kunne balancere udvikling og præstation. At vi både skal skabe resultater og forløse potentialet hos de mange dygtige unge spillere i det set up, der er etableret med Allan Damgaard, teamet omkring holdet og trænergruppen omkring talentsystemet – det trives jeg i og sætter stor pris på. Dét, sammenlagt med den opbakning og fællesskabsfølelse vi oplever især på vores hjemmebaner, gør Mors-Thy Håndbold til mit drømmejob, lyder det fra Niels Agesen.
– Vi har på alle sportslige fronter et stort ønske om at skabe en vis kontinuitet. På spillersiden arbejder vi med at sikre længerevarende kontrakter, og det er med den samme tilgang, vi har indledt og gennemført forhandlingerne med Niels Agesen, udtaler direktør Sigurd Skovborg.
– Niels har i sine første år i klubben vist sig som en yderst kompetent og meget engageret træner, der også har formået at skabe de ønskede resultater for ligaholdet. Udover det sportslige bidrager Niels positivt til klubben uden for linjerne. Det er et klart defineret mål, at arbejdet i den sportslige sektor fortsat skal udvikles – både hvad angår ligaholdet, hvor Niels har et tæt og godt samarbejde med assistenttræner Allan Damgaard, men også i forhold til på talentudviklingen, hvor vi i denne sæson har skabt en ny og spændende trænergruppe. Vi har stor tiltro til, at Niels er den helt rette profil til at stå i spidsen for alle elementer af dette arbejde, siger Sigurd Skovborg.
Den nye aftale løber frem til og med 30. juni 2026.
Foto: Pressefoto