Mors-Thy Håndbold forlænger med fløjspiller

Jacob Hessellund er i gang med sin anden sæson i Mors-Thy Håndbold, og sikkert er det at der også bliver tale om den tredje.  Den 27-årige fløjspiller har nemlig skrevet under på en ny aftale, som løber til 30. juni 2021.

For sportschef, Henrik Hedegaard, er det en god brik, der er faldet på plads:

– Hess (Jacob Hessellund, red.) er på mange måder en drømmespiller at have i en trup. Han er en vindertype, der går forrest og kræver meget af sig selv og sine holdkammerater, han er en klog og forudseende forsvarsspiller, der har stor spilforståelse og er en god afslutter fra begge fløje – og så har han virkelig vist format og løftet et stort ansvar efter Søren Nørgårds skade., siger Henrik Hedegaard.

Jacob Hessellund er glad for forlængelsen og ser frem til den kommende sæson:

– Det er ligetil: Jeg er glad for at være i Mors-Thy Håndbold, og jeg føler ikke, at jeg er færdig med det her hold og det projekt, der er i gang. Den trup, der kommer til at være her næste år ser spændende ud, og jeg tror på, at vi kan løfte os yderligere et niveau. Der er stor konkurrence om pladserne, og folk er ærgerrige, hvilket er et sundt tegn og en cadeau til klubben, siger Hessellund og fortsætter:

– Søren Hansen (nuværende cheftræner, som stopper efter denne sæson, red.) har i år vist mig stor tillid i Nørgårds fravær, og jeg synes, at jeg har bevist overfor mig selv og klubben, at jeg trives med at bære et stort ansvar. Jeg er her ikke bare for at være med, men netop for at tage ansvar og være en af dem der går forrest. Derfor er jeg også sikker på, at et år mere i Mors-Thy Håndbold er det rigtige for min udvikling.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top