Mors-Thy Håndbold går efter endnu en titel

I aften spiller Mors-Thy Håndbold qua titlen som vinder af pokalturneringen Super Cup mod sidste sæsons ligavinder, Aalborg Håndbold.

Dermed bliver der tale om en gentagelse af pokalfinalen, hvor Mors-Thy Håndbold altså trak det længste strå.

Siden da er der sket meget i både truppen og på sidelinjen, hvor Niels Agesen har taget over som cheftræner. Selvom opstarten har været præget af flere coronatilfælde blandt spillerne har den nye cheftræner en god mavefornemmelse forud for aftenens Super Cup.

Han glæder sig til at stå i spidsen for Mors-Thy Hååndbold, der med en sejr kan sikre sig sin blot anden titel.

– Det er jo derfor vi er her – fordi vi godt kan lide at spille om noget. Vi ved godt, at det er et klassemandskab, vi står overfor, og vi ikke ”bare” gentager succesen fra Boxen. Vi kommer til at se mest på os selv – selvfølgelig er der nogle ting, som vi har vendt i fællesskab, men som udgangspunkt bliver det med afsæt i os selv. Vi glæder os helt vildt til at møde Aalborg Håndbold, og for Mors-Thy Håndbold er det stort at skulle spille en finale, udtaler cheftræneren til klubbens hjemmeside.

Kampen mellem Aalborg Håndbold og Mors-Thy Håndbold fløjtes i gang kl. 20.30. Kampen spilles umiddelbart efter kvindernes Super Cup, som bliver et opgør mellem Odense Håndbold og Viborg HK, i Viborg Stadionhal.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top