Mors-Thy Håndbold henter gammel kending hjem

Tobias Svend Rasmussen er netop blevet præsenteret som kommende spiller i Mors-Thy Håndbold. Tobias Svend Rasmussen var tilknyttet Mors-Thy Håndbold i 2013/14 og har spillet en del af sine ungdomsår i HF Mors.

De seneste tre sæsoner har han slået sine folder i Skive fH.

– Jeg er jo fra Mors, og for mig er det en drengedrøm at komme til at spille på højeste niveau på Bette Balkan. Jeg glæder mig meget til at trække den blå trøje over hovedet, lyder det fra Tobias Svend Rasmussen.

– Fra barnsben er jeg har jeg fulgt klubben, hvor jeg også selv spillede, og efter en sæson i Mors-Thy Håndbold U18-regi, og nogle sæsoner i 2. og 1. division, senest i Skive fH, er jeg nu klar til at teste mig selv af på højeste niveau i Mors-Thy Håndbold, fortæller han.

Ambitionerne er store.
– Jeg vil gerne etablere mig som ligaspiller, og jeg håber at rykke mig til at blive en bærende spiller og være en god ambassadør for Mors-Thy Håndbold. Jeg har fra start været på bølgelængde med Søren Hansen omkring klubbens stil og holdets udtryk, så jeg tror på, at det bliver et godt samarbejde, som forhåbentligt ender med slutspil, siger Tobias Rasmussen.

Hos Mors-Thy Håndbold er forventningerne da også store til det nye samarbejde med det, sportschef Henrik Hedegaard kalder for en ”en spændende vurderingsspiller”.

– Tobias er en spændende tovejsspiller, som kan dække flere positioner i forsvaret og spille både playmaker og venstre back angrebsmæssigt, hvor han er en glimrende vurderingsspiller og har et spændende skud. Det bliver interessant at følge ham tage skridtet fra 1. division til ligaen – Tobias er et menneske med klubhjertet på rette sted, og med hans ærgerrighed og vilje til at arbejde, er jeg slet ikke i tvivl om, at han bliver en gevinst for Mors-Thy Håndbold, siger Henrik Hedegaard.

Tobias Svend Rasmussen har lavet 118 mål i 22 kampe for Skive fH i 1. division, og har skrevet under på en et-årig kontrakt med Mors-Thy Håndbold.

Foto: Mors-Thy Håndbold

Forfatter

Related posts

Top