Mors-virksomhed indgår sponsoraftale med lokal Stormester

Bordpladeproducenten DFI-Geisler på Mors har valgt at indgå i en sponsoraftale med den nyklækkede Stormester i skak Jesper Thybo.

For få uger siden lykkedes det den kun 21-årige morsingbo at opnå titlen som Stormester, som den kun 15. dansker nogensinde. Den præstation skabte beundring på direktørgangen hos DFI-Geisler.

– Jeg mødte Jesper første gang i 2011, hvor han som 12 årig kom forbi mit kontor og søgte efter sponsorhjælp til at udvikle sit åbenlyse talent. Jeg var ikke i tvivl om, at han ville opnå store resultater, og vi valgte at støtte Jesper dengang i hans stræben efter titler, fortæller direktør Lars Langkjær.

– Derfor blev jeg glad på Jespers vegne, da jeg læste om hans nyvundne titel som Stormester. Det er en helt fantastisk præstation af Jesper, og hvis han skal nå endnu længere, så kræver det opbakning også økonomisk, så derfor har vi valgt at støtte Jesper igen.

Sponsoratets størrelse er ikke oplyst, men sikkert er det at midlerne er øremærket til udlandsrejser, så Jesper Thybo kan deltage i flere udenlandske skak-turneringer og på den måde dygtiggøre sig yderligere og komme helt op i verdenseliten.

LÆS OGSÅ:

Jesper Søndergaard Thybo kan kalde sig Stormester

 

Pressefoto

Forfatter

Related posts

Top