Mors-virksomhed støtter igen DM i Skills

For femte år i træk støtter KPK Døre og Vinduer danmarksmesterskabet for erhvervsuddannelserne, DM i Skills.

Den enorme anerkendelse af håndværkerfagene, der ligger i mesterskabet, er ifølge Mors-virksomheden med til at skabe stolthed og synlighed og kan på den måde bidrage til, at flere unge vælger en erhvervsfaglig uddannelse. Det går derfor også rigtig godt i tråd med virksomhedens eget fokus på at fremme håndværkerfaget.

DM i Skills 2022 løber af stablen torsdag-lørdag i denne uge i Kalundborg.

Konkret bliver KPK Døre og Vinduer sponsor for bygningssnedker- og tømrer-fagene. Sponsoratet er et eksempel på virksomhedens aktive indsats for at fremme håndværkerfagene, som også omfatter et stort fokus på løbende at sikre lærlinge generelt – ikke alene til virksomheden selv, men også til håndværkervirksomhederne, som er KPK’s kunder.

Hos KPK Døre og Vinduer er netop lærlinge et konstant fokusområde, og aktuelt er der ansat i alt ni lærlinge hos virksomheden – fire maskinsnedkerlærlinge, tre, der er i lære som produktionsassistenter, og to salgselever.

– Vi skal som virksomheder gøre en indsats for at tiltrække lærlinge og i det hele taget gøre os synlige overfor potentielle nye medarbejdere. Faktisk starter det allerede i grundskolen, hvor eksempelvis virksomhedsbesøg kan være med til at vise eleverne, hvad man kan som håndværker, forklarer Peter Bechmann, salgschef i KPK Døre og Vinduer.

Pressefoto: KPK Døre og Vinduer

Forfatter

Related posts

Top