Antallet af flygtninge og familiesammenførte på arbejdsmarkedet er steget fra 11.000 til 24.000 siden 2015. Og det har stor samfundsøkonomisk betydning.
Morsø Kommune er blandt landets bedste, og den bedste i Jylland til at få flygtninge og familiesammenførte i arbejde. Det skriver DR Midt- og Vestjylland.
I 4. kvartal 2018, var 56% af flygtninge og familiesammenførte i Morsø Kommune i arbejde.
– Jeg bliver stolt og glad, for de flygtninge, der kommer i job, får en bedre livskvalitet samtidigt med, at det er et godt økonomisk resultat for kommunen, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) til DR.
Samlede indsatsen
På Mors valgte man for tre år siden at samle hele flygtningeindsatsen på jobcentret. Og det har ifølge borgmesteren været medvirkende til, at flere er kommet i job.
– Vi valgte at sætte politisk fokus på det, og så fik vi et tæt samarbejde på tværs i kommunen, siger Hans Ejner Bertelsen.
I Thisted var 46% af de 21-64-årige flygtninge og familiesammenførte med tre år ophold i arbejde i 4. kvartal sidste år. For Lemvig og Struer kommuner er der tale om hhv. 46% og 47%.
Milliardgevinst for staten
Hver eneste gang, man flytter en fra ledighed til beskæftigelse, giver det statskassen et plus på cirka 300.000 kroner, fortæller finansminister Kristian Jensen.
– Det er en milliardgevinst, at så mange flere flygtninge er kommet i beskæftigelse, siger han.
Foto: Dansk Flygtningehjælp