På den årlige generalforsamling onsdag den 26. marts i Midtmors Sport fremlagde formanden for Morsø Erhvervsråd, Tage Odgaard Nielsen, beretningen for foreningsåret 2024, som bød på både udfordringer og positiv udvikling for erhvervslivet på Mors.
Formanden indledte beretningen med at adressere nogle af de store geopolitiske udfordringer, herunder krige, handelskonflikter og kriser, som har påvirket erhvervslivet. Derudover har nye reguleringer som vejafgift, dieselafgift og CO2-afgift stillet krav til virksomhedernes tilpasnings- og omstillingsevne.
Optimisme trods økonomiske udfordringer
Trods foreningens reducerede tilskud fra Morsø Kommune på 2 millioner kroner årligt og forventede underskud, var der optimisme at spore.
Finansministeriet og Nationalbanken forudser nemlig en vækst på 3,6% i 2025, hvilket giver håb om høj beskæftigelse og økonomisk fremgang også på Mors.
Styrket erhvervsfællesskab og medlemsvækst
Morsø Erhvervsråd har i 2024 arbejdet på en professionalisering af organisationen.
Med ansættelsen af erhvervskonsulent Lars Fjordbak Gehlert og en strategi for perioden 2024-2028, er der sat skub i de opsøgende virksomhedsbesøg og den lokale erhvervsservice.
Med 48 nye medlemmer i 2024, har erhvervsrådet nu 325 medlemmer, hvilket er en fremgang på 20%.
Morsø Kommune – en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommune
Morsø Kommune blev igen i 2024 kåret som en af Danmarks mest erhvervsvenlige kommuner, med en imponerende 4. plads på DI’s liste.
Kommunen har forbedret sin placering i kategorien “Information og dialog med kommunen” fra en 15. plads i 2023 til en 6. plads i 2024, hvilket viser en styrkelse af kommunikationen og samarbejdet med det lokale erhvervsliv, og dette blev fremhævet af formanden.
Nye initiativer og erhvervsprojekter
Morsø Erhvervsråd har lanceret flere nye initiativer i 2024, herunder IværksætterVoucher™, Business Breakfast og Marketing Mødet Mors 2024.
Derudover er der igangsat projekter som Made in ProduktionsDanmark, der skal styrke synligheden af lokale produktionsvirksomheder, og arbejdet med etablering af BusinessPark Mors er fortsat igangværende.

Den Gyldne Musling – Iværksætterprisen 2025
Et af højdepunkterne på generalforsamlingen var uddelingen af priser. Den Gyldne Musling – Iværksætterprisen består af en forgyldt musling, et diplom og 5.000 kr., og blev i år tildelt Mathias Boll Overgaard og hans virksomhed Byggernyt ApS.
Mathias Boll Overgaard blev anerkendt for sin ekstraordinære rejse som iværksætter, sin succes og sin rolle som en god ambassadør for Mors. Byggernyt ApS, stiftet i august 2020, har kunder i hele Danmark og er kendt for at levere positive oplevelser og kvalitetsarbejde.
Den Gyldne Østers – Initiativprisen 2025
Initiativprisen blev også uddelt på Morsø Erhvervsråds årlige generalforsamling. Den første initiativpris blev uddelt i 1965 og er siden blevet en stærk tradition. Den Gyldne Østers pris består af en forgyldt øster og med prisen følger et diplom og 5.000 kr.
Initiativprisen Den Gyldne Østers blev tildelt HE-VA ApS for deres bemærkelsesværdige rejse og succes som førende virksomhed inden for landbrugsmaskiner. Med betydelige investeringer i nye faciliteter og en stærk global tilstedeværelse, har HE-VA ApS skabt en positiv arbejdsplads og bidraget væsentligt til lokal og national erhvervsudvikling.
Virksomheden beskæftiger omkring 150 medarbejdere og eksporterer 90% af deres produkter til over 40 lande. Heine Christiansen modtog prisen på vegne af HE-VA ApS.
Fremtidens arbejdskraft
Erhvervsrådet har i 2024 også fokuseret på tiltrækning og tilknytning af fremtidens arbejdskraft med initiativer som KarriereDagen i Ålborg, ”Tour de Mors” og KarriereKobling Mors, der skal bygge bro mellem unge og lokale virksomheder.

Nye medlemmer af bestyrelsen
Bestyrelsen består herefter af Tage Odgaard Nielsen, der fortsætter som formand for bestyrelsen, Borgmester Hans Ejner Bertelsen, Torben Eilskov Leth fra Telvera som næstformand, Anne Bjerre Larsen fra Flex Trim A/S og Anette Jensen som ejer Heltoften B&B.
Nye medlemmer af bestyrelsen er Elin Knappe, indehaver af Elins Butik og Jacob Guldberg fra 3F Thy/Mors (ikke på billedet). Klaus Hvidtfeld Larsen fra KCIT blev valgt som ny suppleant til bestyrelsen.
Kilde og fotos : Morsø Erhvervsråd