Morsø Festival har programmet på plads

Det er ikke nemt at være festivalarrangør for tiden. De mange ubekendte faktorer, der spiller ind i forhold til coronavirus gør det svært at planlæge, hvordan flere tusinde mennesker skal kunne feste sammen mens der lyttes til god livemusik.

Men i disse dage, hvor der aktuelt er et forsamlingsforbud på 5 personer, arbejder flere lokale arrangører på at stable en sommerfest på benene.

– Det er det vi gør indtil videre i hvert fald. Så må vi jo tage de ting, der skal til når det kommer dertil, fortæller Johnny Markusse fra teamet bag den traditionsrige Morsø Festival, der ligesom stort set alt andet blev aflyst sidste sommer.

Poul Krebs som trækplaster
Og selvom “sidste sommer” kan virke som en evighed siden, så spiller efterdønningerne stadig en væsentlig rolle. For flere af de bands, der skulle have optrådt landet over sidste sommer, mangler stadig at få aftaler på plads i forhold til kompensation fra staten. Og det gør det svært for arrangørerne at offentliggøre hvilke bands, der spiller hvor og hvornår.

Til gengæld kan Johnny Markussen glæde sig over, at i hvert fald to bands på plads på Outrup Stadion til sommer, hvis det bliver muligt at afvikle festivalen: Dressed for Succes, som spiller Roxette-numre, og så har Poul Krebs lovet at besøge Mors med sit jubilæumsshow:

– Langt hen ad vejen vil det (programmet, red.) ligne det vi havde sidste år, fortæller Johnny Markussen uden at love noget 100%. Sidste år var navne, udover de førnævnte, som Citybois, Rocazino, Den Røde Tråd, Række 2 1/2 og The Grandfætters på plakaten.

Et frit land
Johnny Markussen noterer sig, at regeringen og sundhedsmyndighedernes har en plan om, at alle danskere, som ønsker det, vil være vaccineret i slutningen af juni. Hvilket jo passer meget godt ind i forhold til Morsø Festival, der efter planen afvikles den 21. august.

– Hvis alle folk i Danmark er vaccineret, så har jeg jo en forestilling omkring, at så er det vel i en eller anden form et frit land vi lever i. Men nu skal vi lige se hvordan vaccinerne virker, lyder det fra Johnny Markussen, der samtidig understreger at han ikke er læge, og dermed heller ikke ekspert på området.

– Håbet er selvfølgelig, at vi kan holde en festival som vi plejer. Men bliver det sådan, at folk skal fremvise et vaccinepas så tilpasser vi os selvfølgelig det, slutter Johnny Markussen.

Alle dem, som havde købt billet til sidste års festival fik sine penge retur. Johnny Markussen håber, at billetsalget til dette års festival kan skydes i gang enten 1. april eller 1. maj.

Thy Rock: – Grøn er håbets farve

Foto: Morsø Festival

Forfatter

Related posts

Top