Morsø Gymnasium deltager i international forskning om uddannelser i Udkanten

I Danmark har vi samme udfordringer, som i mange andre lande. Udkanterne og øerne har udfordringer med økonomisk og befolkningsmæssig bæredygtighed.

Inden i dette problem er der et særligt problem med hensyn til unge, som er nødt til at forlade deres hjemstavn for at uddanne sig. Problemet er genkendeligt på tværs af vestlige lande.

Derfor er problematikken interessant i international forskning. 

Den skotske forsker Rosie Alexander og danske professor Rie Thomsen står for forskningen på Mors. I deres forskning indgår også Bornholm og det Sydfynske øhav.

Rektor Ann Balleby, Morsø Gymnasium, siger om samarbejdet:

– På gymnasiet arbejder vi med at vise vores elever nogle stier tilbage til Mors i løbet af deres tre år på gymnasiet. Det gør vi fx ved at undervise sammen med Museum Mors i faget historie og bruge lokale virksomheder som eksempler i faget erhvervsøkonomi. Vi har også lavet sabbatårs arrangement med lokale virksomheder og har et samarbejde med erhvervsrådet, og vi er på vej ind i projektet ”Nye veje” med kommunen og regionen, som også arbejder i dette felt. Vi vil rigtig gerne bidrage til, at det bliver et muligt tilvalg for de unge at blive eller komme retur, slår Anne Balleby fast.

Forsker Dr. Rosie Alexander, University of the West of Scotland:

– Jeg er rigtig glad for at skulle samarbejde med Mors’ lokalsamfund i dette projekt, for at vi sammen kan udvikle og undersøge uddannelsesvejledning i landdistrikterne. Dette forskningsprojekt er ikke kun relevant for Mors og danske landdistrikter, men også i international sammenhæng, for eksempel Orkneyøerne, hvor jeg kommer fra, fortæller Rosie Alexander, siger Dr. Rosie Alexander.

Professor MSO Rie Thomsen, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse under Aarhus Universitet, er også med i projektet:

– Det er helt unikt, at vi i Danmark får denne mulighed for at samarbejde med en international forsker, som kan bringe nye og vigtige perspektiver på uddannelsesvejledning til unge i landdistrikterne. Tidligere forskning viser, at der findes en fortælling om, at unge i landdistrikterne skal flytte væk for at blive til noget og få et godt liv. I projektet skal vi undersøge alternative fortællinger og vejledningens rolle i forhold til økonomisk og befolkningsmæssig bæredygtighed i landdistrikterne.   

Forskningsprojektet taler ind i de samtaler, Studie- og karrierevejleder Gitte Dybdal fra Studievalg Danmark har sammen med afgangseleverne i arrangementet ’Godt på vej”. 

– Her sættes der fokus på det at blive på Mors og tage uddannelse, flytte væk fra Mors for at tage uddannelse, og muligheden for at flytte tilbage til Mors efter endt uddannelse. Det er derfor vigtig forskning, der kommer ud af projektet, som kan åbne op for, hvad de unge på Mors tænker om det næste skridt, efter huen er kommet på, fortæller Gitte Dybdal. 

Forskningsprojektet er skudt i gang, og man forventer at have resultaterne ved udgangen af 2025.

Billedtekst:

Morsø Gymnasium og Studievalg Danmark går ind i et forskningsprojekt om, hvordan man gennem uddannelsesvejledning kan styrke landdistrikterne. 

Fra venstre:

Forsker Rosie Alexander, Centerleder studievalg Danmark Gitte Dybdal, Professor Rie Thomasen og Rektor Ann Balleby.

Kilde og foto : Morsø Gymnasium

Forfatter
Top