42%. Så mange flere unge i Morsø Kommune forventes at begynde på de offentlige gymnasier, hvis regeringens forslag til reform af ungdomsuddannelserne bliver til virkelighed. I Thisted er tallet 27%, mens Skive ligger en enkelt procent højere. I Lemvig er tallet nede på 23%.
Regeringen har som led i et nyt udspil til en reform af ungdomsuddannelserne foreslået at oprette en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, epx. Det betyder, at langt størstedelen af unge i fremtiden får mulighed for at gå i gymnasiet og efter grundskolen vil have mulighed for at vælge mellem tre gymnasiale uddannelser, epx, stx og hhx.
Regeringen foreslår, at det vil kræve en bestået afgangseksamen fra grundskolen at komme ind på epx, mens karakterkravet til stx og hhx foreslås hævet til 6,0.
Hvis reformen gennemføres, forventes antallet af elever i gymnasiet at stige i samtlige kommuner i landet i 2035. På landsplan forventes op mod 10.000 flere elever per årgang at gå på de offentlige gymnasier, end det ellers ville være tilfældet i 2035. Det svarer til en samlet stigning på 22 procent. Blandt disse nye gymnasieelever er 7 ud af 10 drenge, og hovedparten kommer fra hjem, hvor forældrene ikke har taget en lang videregående uddannelse.
”Disse tal viser tydeligt, hvor mange flere unge der får mulighed for at få en studenterhue. Det gælder særligt unge fra familier, hvor forældrene ikke har en universitetsuddannelse. Og særligt i kommuner, hvor indtægterne er lave. De milliarder, vi ønsker at bruge på en ny erhvervs- og professionsrettet gymnasieuddannelse, vil blive en historisk investering i en gruppe af unge, som er blevet forsømt. De får nu også mulighed for at få et par år i et stærkt ungdomsmiljø efter 9. klasse,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
Kilde : Børne- & Undervisningsministeriet
Foto : Morsø Gymnasium