Morsø Kommune går forrest med klimavenlig kørsel

Med en godkendt ansøgning fra Energistyrelsen i ryggen kan Morsø Kommune få vindmølle-millioner til at gøre yderligere gavn for klimaet i et nyt selskab, som skal købe klimavenlige køretøjer til kommunens vognpark. Kommunen er den første herhjemme til at gøre tingene på den måde og lever dermed op til ambitionerne om at være rollemodel for den grønne omstilling.

I begyndelsen af året kunne Morsø Kommune melde ud, at der er planer om at udskifte hjemmeplejens biler til el-biler for at gavne klimaet og styrke den grønne omstilling.

Det bliver muligt gennem et millionbeløb – som er opsparet overskud fra en fremsynet investering i vindenergi fra kommunens egen andel af seks vindmøller og stiftelsen af et selskab, som lejer bilerne til kommunen. Selskabet kommer til at købe ind efter gældende regler og love om udbud og de indkøbte køretøjer vil blive udlejet til Morsø Kommune på kommercielle vilkår.

Tilladelse fra Energistyrelsen
Morsø Kommune har gennem vindmølleselskabet Morsø Wind A/S ansøgt Energistyrelsen om tilladelse til stiftelse af Klimavenlig Kørsel Mors. Tilladelsen er bevilliget og selskabet oprettet.

Nu er næste skridt taget med stiftelsen af selskabet Klimavenlig Kørsel Mors A/S. Et selskab som skal kunne købe og lease klimavenlige køretøjer til Morsø Kommune. Lige nu er det el-biler, men andre miljørigtige køretøjer kan også på sigt komme på tale.

Et stykke vej endnu
Det glæder borgmester Hans Ejner Bertelsen, at Morsø Kommune er nået hertil, og det forventes at tage en rum tid endnu, inden køretøjerne er klar til anvendelse, da der skal tages hensyn til blandt andet Udbudsloven, Infrastrukturplanen, kommunalfuldmagten og mange andre regler og love.

– Jeg er stolt af, at vi her på Mors er de første til at få godkendt planerne for sådan et selskab. Kort sagt, så handler det om at bruge overskuddet fra vindmøllerne på en måde, der direkte kommer klima og kommunekassen til gavn – uden at penge skal gå fra den kommunale drift, siger Hans Ejner Bertelsen.

Lever flot op til udviklingsplan 2030
Borgmesteren understreger også, at tankerne med at bruge noget af overskuddet fra vindmøller til at fremme den grønne omstilling af kommunens køretøjer, går rigtig godt i tråd med udviklingsplanen 2030 – Fælles om Mors.

– Mors går forrest og viser nye løsninger både lokalt og på landsplan. Dette tiltag lever flot op til vores mål med Udviklingsplan 2030 om, at Morsø Kommune er rollemodel for borgere og erhvervslivet i forhold til grøn og bæredygtig omstilling og diversitet, lyder det fra borgmesteren.

Forfatter
Top