Morsø Kommune følger udviklingen tæt og sikrer de fornødne indsatser ud fra det aktuelle smittetryk.
Det oplyses i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
Styrelsen for Patientsikkerhed har opfordret Morsø Kommune til at anbefale borgerne at blive testet regelmæssigt.
Kommunen holder beredskabsmøder ugentligt og efter behov og har kontakt til Sundhedsstyrelsen og indfører nyt, hvis det skønnes nødvendigt eller gavnligt for nedbringelse af smitte i den dialog, står der i meddelelsen.
Igangsætter og informerer
Alle anbefalede tiltag er desuden sat i værk i forhold til krav og anbefalinger.
Herunder forholdsreglerne i skolerne (for eksempel at holde klasserne adskilte), test, coronapas. Samtidig har kommunen til stadighed fokus på det høje rengøringsniveau, som hele tiden har været et fokuspunkt.
Morsø Kommune melder løbende ud til borgere om de forskellige tiltag og forholdsregler via pressen og på facebook og hjemmesiden.
Kommunen udsender desuden særligt info til borgerne med anbefalingerne om afstand, test, med videre og er i dialog med regionen om at øge testkapaciteten.
Aflyser valgcaféer og messe
De stigende smittetal har også fået kommunen til at aflyse Uddannelses- og Erhvervsmessen på torsdag i Sparekassen Thy Arena Mors. Her skulle en stor del af øens unge have brug et par timer på at møde områdets uddannelser og virksomheder.
Morsø Kommune har også valgt at lukke for valgcaféer på grund af corona-situationen.
– En del vælgere plejer at sætte sig ned i de såkaldte caféer ude på valgstederne og få en snak og en kop kaffe efter valghandlingen, lyder det fra kommunen.
Omkring valget i morgen arbejder kommunen hårdt på at sikre et corona-sikkert valg – herunder smittedes mulighed for at stemme i bil/udenfor. Derudover er der fokus Værnemidler, rengøring, afstand, udluftning med mere.