Morsø Kommune stopper samarbejde med FC Midtjylland

Morsø Kommune, Jobcenter Mors indgik i februar 2024 samarbejde med FC Midtjylland omkring potentiale- og talentforløb målrettet personer mellem 18 og 29 år, der er udenfor arbejdsmarkedet.

Forløbene har taget udgangspunkt i den enkelte borgers mål, potentiale og talent og er afviklet som udviklingssamtaler, undervisning, samarbejde med erhvervslivet samt støtte fra specialister som eks. osteopater, økonomiske rådgivere, personlige trænere, mentorer med flere.

Morsø Kommune, Jobcenter Mors har ikke i de gennemførte borgerforløb opnået den forventede effekt for de enkelte borgere i forhold til effekten af lignende forløb, som er afviklet i eget regi. Det forventede antal borgere som ville være i målgruppen til at drage nytte af potentiale- og talentforløbene har desværre heller ikke været til stede i samarbejdsperioden, hvorfor forløbene ikke har været økonomiske rentable, for nogle af samarbejdsparterne.

Samarbejdsaftalen er opsagt pr. 28. februar 2025. Det bemærkes dog, at hvis der mod forventning er borgere som ikke har afsluttet deres 13 ugers forløb pr. ophørsdatoen, så vil FC Midtjylland, jfr. samarbejdsaftalen, have ret til at færdiggøre disse forløb.

Kilde : Mors.dk
Foto: Morsø Kommune

Forfatter
Top