Morsø kommune taber ankesager  

Læserbrev af Steen Klærke , KV21-kandidat for Enhedslisten på Mors

Det sker, at borgere ikke er tilfredse med den afgørelse, som bliver truffet i deres sag. Derfor har de en demokratisk ret til at anke/klage over afgørelsen.

Enhedslisten finder det meget problematisk, at borgerne i 50% af klagerne får ret, og sagerne sendes tilbage til kommunen. Er det kommunens økonomi, der er årsag til det? Er det dårlig sagsbehandling forårsaget af manglende tid eller dårlig videreuddannelse af personalet?

John Christiansen fra Socialdemokratiet udtaler til Nordjyske den 29/9, at han ikke er bekymret for tallet. Han mener, at borgerne bliver hjulpet ud over alle grænser, og at det er vigtigt at få prøvet af, hvor grænserne går. Så kan kommunen jo også slippe for at betale.

I Enhedslisten mener vi, at det er det allervigtigste, at borgerne får den rettidige hjælp og støtte, som lovgivningen berettiger dem til.

Men hvad mener de to borgmesterkandidater? Er det vigtigere at beholde pengene i kommunekassen, end at borgerne får, hvad de har krav på?

Enhedslisten vil arbejde for at få de 50% meget længere ned.

Det er de stærkeste, der klager. De mest udsatte får aldrig indsendt en klage, så der er helt sikkert et stort mørketal.

Forfatter

Related posts

Top