Morsø Landbrugsskole har investeret i en traktorsimulator

Landbrugseleverne må Morsø Landbrugsskole kan nu øve sine færdigheder i traktorkørsel i en ny simulator.

Inden eleverne fra Morsø Landbrugsskole får lov at sætte sig bag rattet i skolens traktorer, skal de have tilegnet sig visse færdigheder, og det kan det nyindkøbte læringsværktøj hjælpe til med. Morsø Landbrugsskole har tidligere haft en traktorsimulator på prøve, og det viste sig at være så positiv en oplevelse, at skolen nu har valgt at investere i egen simulator.

– Vi kan mærke, at traktorsimulatoren bidrager positivt til elevernes læring. De fleste af vores elever har slet ingen færdigheder i at køre traktor, når de starter på skolen, og dér har simulatoren vist sig at være en rigtig god start. Og så er det jo kun et ekstra plus, at eleverne synes, at det er både sjovt og udfordrende at prøve kræfter med simulatoren, fortæller afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole.

Autentisk oplevelse og en progressiv læringskurve
Traktorsimulatoren er opbygget med tre skærme foran, en skærm bagved og en bevægelig bund, der giver eleverne en meget autentisk oplevelse af, hvordan det er at køre traktor i forskelligt terræn. Ud over at ”køre” traktoren, skal eleverne også selv ”spænde redskaberne på”, ligesom de får opgaver i vedligehold, så de for eksempel ved, hvor de skal tjekke olie, og hvor de forskellige dele er placeret.

Foto: Morsø Landbrugsskole

– Der er tale om en progressiv læringskurve, hvor eleverne ikke kan komme videre til næste opgave, før de har løst den, de er i gang med. På den måde sikrer vi, at eleverne kommer omkring alle de nødvendige processer. Simulatoren gemmer elevernes data, så vi efterfølgende kan trække data ud på, hvordan den enkelte elev har klaret opgaverne, fortæller Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

– Vi har naturligvis sat undervisningstid af til simulatortræningen, men herudover kan kostskoleeleverne frit benytte sig af simulatoren i deres fritid. Den kan uden problemer anvendes uden opsyn fra en underviser, og det giver os nogle helt andre muligheder. Alt i alt er der ingen tvivl om, at simulatoren bidrager til, at vores elever er godt klædt på til, når de skal ud og prøve kræfter med traktorkørslen i praksis, fortæller Jonas Lundgren Bach Korsgaard.

Jonas Lundgren Bach Korsgaard ønsker ikke at fortælle hvad simulatoren har kostet, men fortæller at det økonomisk set er en god løsning, idet man med simulatoren sikrer, at eleverne kan teste sine færdigheder inden for de absolut nyeste teknologier, ligesom man hurtigt og enkelt kan tilkøbe de moduler, der skal bruges, hvis eleverne fx. skal lære at køre med gaffeltruck eller gummiged.

– På den måde får vi en masse muligheder – der er fuldt opdaterede – uden at vi skal ud og købe en ny traktor hver gang, der kommer ny teknologi på banen.

Foto: Morsø Landbrugsskole

Forfatter

Related posts

Top