Lokalpolitiet i Thisted afviser ikke, at der kan være tale om de samme gerningsmænd, som i går brød ind flere forskellige steder i Thy.
Klokken 10.53 overraskede beboerne på en landejendom på Todbølvej mellem Snedsted og Sjørring nogle tyve, som var brudt ind ved at knuse en rude.
– Der var i alt tre gerningsmænd, som kørte fra stedet i en mørk bil med gule plader, fortæller vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Thisted Allan Laustsen.
Beboerne har ikke kunnet give et brugbart signalement af de tre personer, der flygtede. Intet blev umiddelbart stjålet.
I tidsrummet 10.15 til 13.05 er der fra en adresse på Damsgårdvej ved Hørdum blev stjålet kontanter efter indbrud. Her har en eller flere tyve skaffet sig adgang ved at bryde en dør op.
På en adresse på Flarupvej nordvest for Ydby blev der i tidsrummet 9.00 til 14.15 også begået et indbrud. Her er opgørelsen over hvad der blevet stjålet endnu ikke opgjort, men mindst to rum er ifølge politiet blevet gennemrodet.
– De tre indbrud ligger i samme tidsrum, så der kunne godt være en sammenhæng, siger Allan Laustsen.
Foto: Kim Matthäi Leland