Museum Thy donerer boggaver til plejecentre

Museum Thy har sammen med de lokale plejecentre fået en god ide: Takket være en donation af bøger og dvd’er om historier fra og om Thy, bringes lidt af museet nu ud til de ældre i den svære, og til tider ensomme, corona-tid.

Fælles for emnerne er deres forbindelse til Thy, hvoraf flere af bøgerne handler om lokale kunstneres liv og levned, idrætsliv, brugsforeninger, handels- og byliv, lokal mad, arkæologi og gamle gårde, noveller af forfatteren Johan Skjoldborg, og andre former for lokalhistorie. Flere af bøgerne er samtidigt rigt illustrerede, så både beboerne og de ansatte, som måske læser sammen, kan sende tankerne lidt på himmelflugt.

– Et af museets vigtigste formål er formidling af viden og her var en oplagt mulighed for både at formidle viden og samtidig glæde en gruppe borgere i Thisted Kommune i en særlig tid, fortæller Museum Thy’s leder, Jytte Nielsen.

Kasser med bøger klar til bringe minder og snakke om gamle dage frem i en svær tid.

Udover at donationerne forhåbentligt bringer glæde og bidrager med mere viden om lokalområdet, håber Museum Thy også på, at litteraturen og særligt filmene, kan give anledning til besøg i fremtiden. Både på museets afdelinger og på de steder, der bliver fortalt om.

– Vi håber at beboerne nyder genkendelsens glæde i billeder og fortællinger og at de sammen med personalet kan få gode stunder i samtale om minder, steder og lokalhistorie. Måske kan de også finde inspiration til en lille udflugt, når tiderne til det igen bliver mulige, forklarer museumslederen.

Hos plejecentrene har donationen allerede vakt glæde, også selvom bøgerne først lige er ankommet.

– Vi har fokus på at skabe rammerne for det gode hverdagsliv for beboerne, herunder forskellige aktiviteter, som giver mening for den enkelte og grupper i hverdagen. Under normale forhold har mange pårørende og frivillige jo deres gang på plejecentrene, men her i corona-tiden er alt meget anderledes. Derfor har vi et særligt fokus på, at beboerne får mulighed for individuelle og fælles, positive oplevelser, som forebygger kedsomhed og ensomhed, fortæller Theresa Aroha Wollenberg, en af områdelederne for kommunes plejecentre.

 

Forfatter

Related posts

Top