97 liter. Så meget sodavand ryger der med hjem fra supermarkedet i snit i hver eneste husstand i Region Nordjylland. For husstandene i Region Midt er tallet 81 liter.
Vi slukker tørsten som aldrig før med sodavand, og forbruget er nærmest eksploderet over de seneste 10 år, viser nye tal. Samtidig er prisen faldet.
Det er problematisk for danskernes sundhed, og derfor lancerer Kræftens Bekæmpelse nu en kampagne, der skal oplyse om sammenhængen mellem kræft og overvægt.
Udover sodavands-drikkeriet er danskerne også verdensmestre i slikspisning og indtager hver især årligt ca. 12,3 kilo slik og chokolade.
Det store udbud og forbrug af tomme kalorier giver risiko for at flere får overvægt. Mere end halvdelen af os lever allerede med overvægt. Hvis vi ikke gør noget ved stigningen på overvægtskurven, vil 66 pct. af alle danskere have overvægt i 2045. Det vil betyde 48.000 flere kræfttilfælde på de næste 30 år alene pga. overvægt.
Foto: Unsplash.com