Efter godt 2 måneders vinterpause startende med juleferie og efterfølgende værftsbesøg i Agger, kom det gode skib Næssundfærgen hjem til sundet mellem Thy og Mors tidligere på ugen.
Med et værftsbesøg uden de store uforudsete reparationer kunne færgens ”Oldermand” Find Pedersen melde klar skib – og det i god tid inden sæsonen starter på søndag med den første sejlads allerede kl. 9.10 – hvilket er en tidligere afgang end normalt:
– Vi har i weekenderne oplevet, at flere har et behov for en tidligere tur over sundet, så vi drikker en ekstra kop stærk kaffe og bliver hurtigere klar til weekendens første afgang. Så både lørdage og søndage samt helligdage starter vi nu med første sejlads fra Mors kl. 9.10 og 9.15 fra Thy, fortæller Henrik Olesen, formand for Næssundfærgens Venner.
Nye takster
Sidste år blev priserne for overfarten justeret på flere fronter:
– Vi har erfaret at visse af disse justeringer ikke var hensigtsmæssige, samtidig med at det gamle system også prissatte efter vægt. De nye takster er nu udelukkende fastsat efter den plads køretøjet fylder på dækket – det er jo det vi har at sælge understreger, Henrik Olsen og fortsætter:
– De nye takster er også en gestus til vores brugere, da flere priser har fået en justering ned, som f.eks. den typiske gæst i bil, der kan komme over for kun 70,- og det er inkl. alle passagerer. En returbillet koster 110 kroner.
Udsigt til rekordsæson
Sæson 2020 ser ud til at slå alle rekorder, hvad angår aftenudflugter med Næssundfærgen.
– Allerede nu ligger vi pænt over sidste års niveau i antal forudbestilte arrangementer. Det er dejligt, og de falder helt fra maj til og med september. Der er dog masser af muligheder endnu – hvis man går med en idé i ærmet for en aftenudflugt på fjorden, forsikrer Henrik Olsen.
Foto: Næssundfærgens Venner