Der er gode nyheder, når medlemmerne af foreningen Næssundfærgens Venner samles til generalforsamling i Karby Kuber tirsdag 11. marts. Foreningen havde nemlig et overskud på 219.444 kr. i 2024 og budgetterer med et lignende overskud i 2025.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Der er desværre også dårlige nyheder, idet foreningens formand, Martin Hvass, trækker sig efter fire turbulente år på posten. Dertil kommer, at færgen i hele sæsonen 2024 mistede trafik i forhold til 2023: 9.003 biler mod 12.946 i 2023.
I 2024 var frivillige støttebidrag på hele 314.000 kr. og et vellykket julemarked hovedårsagen til overskuddet, og i 2025 trækker et statstilskud på 500.000 kr. rigtig godt op. Tilskuddet bruges til vedligeholdelse og modernisering af færgen. Færgen får en elektronisk infoskærm, en billetterminal og et højttalersystem.
“Infoskærmen skal bruges til at reklamere for arrangementer i lokalområdet, og vi har allerede aftalt med Statens Museum for Kunst, SMK Thy, at slå til lyd i hele august for den planlagte åbning i Doverodde omkring 1. september,” siger Martin Hvass, og fortsætter:
“Vi planlægger flere nye arrangementer i 2025. Selv om det forhåbentlig lykkes at vende trafikudviklingen, er vi nødt til at have specialarrangementer”.
Bestyrelsen besluttede på sit møde 5. marts at starte sejlsæsonen 2. maj. Det bliver fejret i færgehavnen på Mors med flaghejsning, taler og lidt at drikke.
Foto: Næssundfærgens Venner