Næssundfærgen genoptager sejladsen

Efter en ufrivillig pause i forbindelse med de nordjyske restriktioner, som tidligere på dagen blev helt eller delvist ophævet, genoptager Næssundfærgen i morgen tidlig sejladsen.

– Vi har aldrig tidligere haft så mange afbrydelser og dermed opstarter af sejladsen i løbet af et år, fortæller formand for Næssundfærgens Venner Henrik Olsen der understreger, at der vel at mærke ikke er tale om driftsforstyrrelser på den godt 55 år gamle færge. Derimod skal den tvivlsomme ære tildeles corona-pandemien.

– Derfor håber vi på ekstra stor opbakning – også i weekenden – så vi på trods af lavsæson kan komme godt i gang igen, lyder det håbefuldt fra Henrik Olsen der fortsætter:

– De mange afbrydelser er lidt af en plage for vores image, der jo er dybt forbundet med troværdighed og stabilitet. Men samtidig kan vi jo kun bakke fuldt op om de signaler og rammer, der udstikkes for at vi kan værne om hinanden.

Foto: Næssundfærgens Venner

Forfatter

Related posts

Top