Næssundfærgen starter året med en tur på værft i Agger – helt efter planen.
Her skal det lovpligtige bundsyn gennemføres sammen med en række renoveringsopgaver, der er planlagt i samarbejde med Skibsbevaringsfonden.
Det er fjerde gang at M/F Næssund er på værft i Agger, under ejerskabet af foreningen Næssundfærgens Venner. Hver gang har det været et planlagt besøg påkrævet af det årlige syn, og ikke et pludselig opstået problem.
– Det er vi glade for, men også stolte af fortæller Henrik Olsen, formand for Næssundfærgens Venner.
– Det skyldes to ting: at vores strategi med at holde det gode skib i så god form som muligt, hvor der bliver taget godt hånd om alt, når vi er på værft er en god investering. Det andet forhold der er afgørende er, at vores besætning er påpasselige og opmærksomme på den gamle dames små signaler under den daglige drift, så alt tages i opløbet. Vi har således ikke haft et eneste driftsstop grundet maskinforhold på færgen siden vi startede 1.7. 2016. – og det er fordi vi har dygtige folk på og omkring færgen, der ved hvad de har med at gøre, udtaler Henrik Olsen.
Næssundfærgen starter sejladsen op igen til marts.
Foto (arkiv): Næssundfærgens Venner