De seneste år er der kommet flere medlemmer i lønmodtagerorganisationerne, og den udvikling fortsatte sidste år.
Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.
Ved udgangen af 2020 var der 1.906.800 medlemmer fordelt på de forskellige fagforeninger. Det er det højeste antal, siden statistikbanken i 2012 begyndte at føre statistik med området.
En lønmodtagerorganisation arbejder for at varetage lønmodtageres interesser. Det handler oftest om at sikre gode løn- og arbejdsvilkår.
Den største lønmodtagerorganisation målt på antallet af medlemmer er Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) med lidt over én million medlemmer. FH repræsenterer en række faglige organisationer inden for både den private og offentlige sektor. Blandt andet er organisationer som 3F, Bupl, Danmarks Lærerforening og FOA medlemmer af FH.
Mens FH har lidt over én million medlemmer, så har Akademikerne næsten 300.000 medlemmer. Akademikerne repræsenterer en række faglige organisationer, der organiserer akademisk uddannede i Danmark.
Ledernes Hovedorganisation har lidt over 100.000 medlemmer, der består af topledere, mellemledere og funktionærer.
Endelig er der lidt mindre end 450.000 lønmodtagere, der er medlem uden for hovedorganisationerne, viser opgørelsen fra Danmarks Statistik.
/ritzau/