Nationalparken vrimler med edderkopper: Èn er særligt sjælden

Edderkoppen er et dyr, som deler vandene.

Men uanset om man bryder sig om de ottebenede spindlere eller ej, så findes edderkopper alle vegne – lige fra de tropiske regnskove i Sydamerika til stuehjørnerne i Nordvestjylland.

Alene i Danmark findes der 500 forskellige edderkoppearter. I Nationalpark Thy ligefrem vrimler det med edderkopper, og en af disse – Juvelmyre-edderkoppen-  er meget sjælden. Den lever nemlig kun i nationalparken. Men man skal kigge godt efter for at spotte den, fortæller biolog Søren Toft fra Aarhus Universitet.

– Den er omkring 2-3 millimeter, men den er meget meget flot, fortæller han.

Juvelmyre-edderkoppen er blot 2-3 millimeter lang. Privatfoto

Onsdag aften er han “spind-doktor” på et foredrag, der holdes i Nationalparkcenter Thy i Vorupør. Her vil han fortælle mere om juvelmyre-edderkoppen og de andre sjældne og specialiserede edderkoppearter, der findes i nationalparkens habitater.

Juvelmyre-edderkoppen har fået sit navn fordi den i sine afdæmpede omgivelser med sine farver skinner i solen, og fordi den på flere områder opfører sig mere som en myre end som en edderkop.

Søren Toft er en af landets førende edderkoppeeksperter med et unikt kendskab til edderkopper netop i Nationalpark Thy.  Og der er nok at fortælle om:

– Der er en hel stribe. Vi har i størrelsesordenen 200-250 arter i nationalparken fordelt på 15-20 familier. Så der er rigeligt at snakke om, griner Søren Toft.

Der er gratis entre til foredraget onsdag aften klokken 19 i Nationalparkcenter Thy i Vorupør. Tilmelding er ikke nødvendig.

Forfatter
Top