Nationalparker uden effekt for naturen: – Det er ren marketing

En unik dansk målemetode sætter spot på, hvor skidt det står til med naturbeskyttelsen i Danmark – og konklusionen er klar: Beskyttelsen af Danmarks vilde natur halter slemt.

Det viser en ny landsdækkende indikator fra Aarhus Universitet for naturens tilstand og beskyttelsen af den.

Over tre år har en forskergruppe kortlagt, hvor vild den danske natur er, og hvor meget plads den får til dens egne processer. Resultatet kalder de Dansk NaturIndikator.

– Resultatet er, at der er ingen steder, vi er i nærheden af at have beskyttet effektivt mod de vigtigste naturtrusler, siger seniorforsker Rasmus Ejrnæs fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.

Som eksempel peger han på landets fem eksisterende nationalparker, herunder Nationalpak Thy:

– Vi kan ikke finde nogen form for ekstra beskyttelse af naturen i nationalparkerne i forhold til andre steder. Det er ren marketing, siger Ejrnæs.

I Danmarks Naturfredningsforening er direktør Lars Midtiby glad for det nye indeks.

– Det understreger jo, at dansk natur er i en alvorlig forfatning, og at der er behov for, at vi gør mere for at passe på den sårbare natur, siger han.

/ritzau/

Foto: Susanne Worm

Forfatter

Related posts

Top