Nationalt center for bæredygtigt fiskeri på Hanstholm Havn

Hanstholm Havn arbejder på højtryk med at blive Danmarks førende havn inden for handel, bearbejdning og opdræt af fisk samt Europas grønneste og mest CO2-neutrale fiskerihavn.

For at sikre en bæredygtig udvikling af fiskeindustrien, tager havnen nu initiativ til at skabe en førende position inden for bæredygtigt fiskeri.

Planen er at etablere et nationalt center, der blandt andet skal fokusere på optimering af restprodukter fra hvidfisk-industrien.

Med et sådant center ligger der et stort potentiale for udvikling af fiskeriet og hele følgeindustrien med rigtig gode muligheder i at sætte fokus på blandt andet en optimeret udnyttelse af de store mængder fraskær, som konsumfiskeindustrien genererer.

I løbet af et år går der typisk mellem 35 og 40.000 ton konsumfisk over kaj i Hanstholm, foruden en stor mængde fisk som bliver leveret med lastbil. Meget af den solgte hvidfisk bliver fileteret inden afgang til aftagere i Danmark og det øvrige Europa, og når den forarbejdede fisk kører ud af Hanstholm, ligger en stor mængde fraskær tilbage på fabrikkerne.

Fokus på bedst mulig udnyttelse af hele fisken
Typisk kan op til 50 procent af fisken bruges til udskæringer, mens hoved, tarme, ben og finner bliver skåret fra.

De store mængde fiskefraskær bliver typisk anvendt til produktion af fiskemel og -olie for foder til blandt andet akvakultur samt til dyrefoder, hvor minkfoderindustrien traditionelt har været en stor aftager. De mange ben, finner, hoveder og tarme rummer imidlertid et stort potentiale som ressource til udvikling af blandt andet fødevarer og kosttilskud, hvilket også vil højne fiskens værdi.

Med planen om at etablere et nationalt center for bæredygtigt fiskeri, vil Hanstholm Havn derfor sætte fokus på blandt andet en generel oparbejdelse af fiskefraskær.

Hanstholm Havn igangsætter nu et større arbejde målrettet at finde de rette investorer og afklare finansiering. Et nationalt center for bæredygtigt fiskeri ventes at blive placeret i et nyt hus på havnen – et maritimt fyrtårn med fokus på udvikling, samarbejde og oplevelser.

Forfatter

Related posts

Top