Naturen på Mors som løftestang

Læserbrev af Jette Jepsen, KV21-kandidat for Radikale Venstre på Mors.

Klima, miljø og natur ligger højt på den Radikale dagsorden. Det har været en skøn valgkamp, hvor der er blevet debatteret lystigt, og jeg oplever at nogle partier har rykket sig. Selv Venstre har nu fået klima på deres dagsorden iflg det fine omslag på ugeavisen.

Det glæder mig usigeligt og giver håb for fremtiden. Jeg håber det også gælder, når der skal handles konkret.

Lige efter valget skal den afgående kommunalbestyrelse behandle og vedtage Kommuneplanforslaget 2021-2033 . I dette forslag er der efter indstilling fra Naturrådet Thy-Mors udpeget vigtige naturbeskyttelsesområder og økologiske forbindelser.

Det mærkelige er at de meget værdifulde og spektakulære bakkelandskaber mellem Vildsund og Salgjerhøj er udeladt af indstillingen fra Naturrådet og er ikke medtaget på det grønne Danmarkskort. Det har vi erfaret fra høringssvarene til kommuneplanen.

Naturrådet har enstemmigt anbefalet, at hele strækningen fra Vildsund til Dråby Vig – inklusive de smukke molerbakker fra Vildsund til Salgerhøj indgår som naturbeskyttelsesområde for at forene de naturmæssige og landskabsgeologiske værdier, som binder hele nordkysten af Mors sammen fra Vilsund i vest, over Feggesund i nord til Dråby Vig i øst.

Det er samlet set et helt unikt landskab i verdensklasse, som er optaget på UNESCOS tentativliste. Det er præcist det stykke bakkede landskab på Mors som tager pusten fra én når man kører ned af Vildsundbakken mod Vildsund på Thysiden eller fra Mors siden og kikker mod Thisted.

Derfor mener vi at det hører hjemme på det grønne Danmarkskort.

I valgdebatten har alle udtrykt håbet om, at vi bliver udpeget som Unesco Verdensarv og at det skal løfte et stort Moleroplevelsescenter.

Hvilket vi også ønsker i Radikale. Selv Venstre vil de næste 4 år arbejde på at etablere et UNESCO udvalg som skal arbejde på dette – jamen så SKAL vi som Kommune sikre disse bakkede naturværdier i Kommuneplanen for at blive taget alvorlig i bestræbelserne på at blive udnævnt som Unesco’s Verdensarv!

De omtalte molerbakker er udpeget af Naturrådet som naturbeskyttelsesområde fordi de også styrker kommunens muligheder for at skabe større sammenhængende naturområder, bedre og mere natur og øge biodiversitet – det er vi forpligtet til som kommune.

Ved at følge Naturrådets indstilling og udpege området til det Grønne Danmarkskort giver Morsø kommune sig selv gode kort på hånden for at øge herlighedsværdierne på øen uden at forringe vilkårene for nogen, idet realisering af naturprojekter, hviler på frivillighed.

Ny EU landbrugsregler giver fantastisk gode muligheder for skabe korridorer og forbindelseslinjer for flora og fauna mellem områdets mange biotoper, uden at landbrugets økonomi påvirkes negativt. Sikkert også derfor, at landbrugets organisationer i Naturrådet står bag indstillingen til Morsø Kommune.

Naturrådet, som har rådgivet Thisted og Morsø kommune bestående af forskellige interesseorganisationer, som Landbo Thy, Landbrug og Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Nationalpark Thy, Landdistriktsrådet Morsø Kommune og mange flere.

De har arbejdet i flere år med at udpege særlige beskyttelsesinteresser og økologiske forbindelser netop for at bistå og bakke op om den kommuneplan, hvori det Grønne Danmarkskort skal indgå.

I Thisted Kommune har man uden forbehold godkendt indstillingen i deres Kommuneplan. I Thy prioriteres naturen højt og bruges som en løftestang for alt fra klima, bosætning, turisme til erhvervslivet.

Så kom nu Kommunalbestyrelse – vi har alt at vinde og intet at tabe ! I den kommende behandling af Kommuneplan 2021-2033 vil jeg på Radikale Venstres vegne presse på, for at molerbakkerne kommer med som del af det Grønne Danmarkskort.

Forfatter

Related posts

Top